Studieprojekt, volontører og tanker fra partnerskabsturen

I det seneste nyhedsbrev blev det nævnt, at 4 fra den danske styregruppe besøgte skolen i februar/marts i år. Det blev mit først (men forhåbentligt ikke sidste) møde med skolen og Mozambique. Jeg har derfor lyst til at bruge dette nyhedsbrev til at dele ikke blot nyheder fra projektet med jer, men også en mere subjektiv beretning om, hvad der ramte mig i hjertet.

Det jeg mødte på skolen var engagerede medarbejdere, som vil hinanden og som er stolte af at arbejde på skolen. De havde opfordret os til at få lavet nogle badges med skolens logo på til medarbejdere og medlemmer af foreningen. Vi syntes umiddelbart, at det var en lille ting, men disse badges viste sig at betyde meget for medarbejderne – og bliver flittigt brugt. En af vagterne viste den stolt frem, da vi kom forbi skolen på dagen for vores afrejse og på billedet kan I se, at Claricia også har det på under klargøringen af den nye lederbolig.

Situationen i Mozambique er alvorlig

Det ses tydeligt, at hverdagen for rigtig mange er en kamp for overlevelse. En række lande har trukket deres økonomiske støtte til landet.  Tørken rammer hårdt og resulterer i stigende fødevarepriser, uden at lønningerne følger med, mens den lokale valuta bliver mindre og mindre værd. Da vi var der i feb/marts fik vi 6 MZN for 1 DDK. I dag blot 4 måneder senere får du næsten 10 MZN. Det er vel egentlig ikke svært at forestille sig, at det er virkelig hårdt arbejde at få noget til at gro, når temperaturen sniger sig op over 40 grader uden udsigt til regn.

Som det ses på billederne er der dog kommet godt gang i bl.a. salatproduktionen på skolen. Ja, tanken strejfede mig: ”Nytter det overhovedet noget med et projekt som dette under disse vilkår?”. Der er lang vej til, at projektet er bæredygtigt, men når jeg oplever medarbejdernes og den nye bestyrelses engagement, foreningsmedlemmernes overbevisning, om at dette ER vejen frem, og ser, hvor meget der rent faktisk ER muligt – så kan jeg faktisk ikke andet end at tro på, at projektet har et stort potentiale! (Det gjorde jeg dog også inden turen, ellers var jeg jo nok ikke blevet en del af styregruppen). Et af formålene med vores besøg var at få lavet en formel partnerskabsaftale mellem WutomiAgri-Moz og ASSIST omkring ansvarsområder, arbejdsfordeling m.m. Denne er nu på plads, og både den nye bestyrelse i Mozambique, den danske styregruppe og ASSIST opfatter aftalen som et brugbart værktøj. Samarbejdet om aftalen har på mange måder været rigtig givende og positivt.

WutomiAgri, som studieprojekt ved Syddansk Universitet

Studerende ved Syddansk Universitet i Kolding har arbejdet med WutomiAgris mulighed for salg af Moringa i Danmark som et studieprojekt. WutomiAgri og 7 andre virksomheder blev udvalgt til at præsentere deres markedsføringsudfordringer for 240 studerende inddelt i grupper. Virksomhedscasene blev fordelt blandt grupperne baseret på de studerendes ønsker, og 8 grupper har derfor arbejdet videre med Moringa-ideen.

Volontører til WutomiAgri i august 2016

En sidste nyhed, som vi er meget begejstrede for at kunne dele med jer, er, at WutomiAgri til august får to volontører. Cecilie og Anne glæder sig til at skulle være på skolen i et par måneder, hvor de vil tage del i arbejdet og undervisningen.

Årsfest i WutomiAgris venskabsforening

Afslutningsvis vil jeg lige opfordre alle til at sætte X i kalenderen lørdag d. 17. september klokken 14.30, hvor der i Vorbasse Sognehus afholdes årsmøde i WutomiAgris Venskabsforening. I modtager snart en invitation med mere info.

Mange sommervarme hilsner på vegne af WutomiAgri-teamet,

Heidi Risbøl Nielsen