I 2005 rejste Annika Bach og Dina Kaas til Tharaka i Kenya. Mødet med de fattige børn skabte drømmen om et sponsorprojekt, der kunne forbedre børnenes tilstand og levevilkår. Derfor startede de Assist Children Project gennem Assist Denmark.
Assist Children Project slog i oktober 2009 sig sammen med et identisk projekt i samme område, hvor støtten kommer fra Nordirland. Dette projekt hedder Sonshine. Tilsammen har vi dannet paraplyorganisationen Why United, som er lokalt forankret med sin egen selvstændige bestyrelse i Kenya. Du kan læse mere om Why United på siden om vores samarbejdspartnere. Da begge projekter arbejdede med det samme formål, for børn i samme område, blev vi hurtigt enige om, at vi lige så godt kunne dele udgifterne ved at implementere vores projekter, som et projekt i Tharaka. Det betyder altså, at børnene i Kenya er støttet af Why United, og ikke henholdsvis Assist Children Project og Sonshine.
Hvem er børnene
Børnene som indgår i projektet lever under fattigdomsgrænsen. Mange af dem kommer fra familier med kun en forælder og ofte er denne forælder en bedsteforælder, da børnenes forældre søger til byerne, for at finde job. Desværre lader de fleste af forældrene aldrig høre fra sig igen, når de først har forladt området.
Børnenes familier har ofte under 100 kr. om måneden at leve for. Det vil sige at de penge skal række til både mad, tøj, bolig og uddannelse af deres børn. Resultatet af dette er en sørgelig fremtid for børnene uden håb og livskvalitet, da forældrene fravælger uddannelse af børnene, for at inddrage dem i arbejdet ved land- og kvægbruget.
Alle børnene i projektet har én ting til fælles. De har et stort potentiale. Med uddannelse vil disse børn få adgang til jobs, hvor lønnen vil kunne give dem et liv med højere livskvalitet, end deres forældre har haft mulighed for. Derfor motiverer vi børn og forældre til at holde fast i skolegangen og yder støtte til familien, så de har råd til at prioritere den langsigtede investering det er, at lade deres børn tage en uddannelse.