ASSIST har igennem årene haft flere projekter i Mombasa igennem et resource center i midtbyen i Mombasa. Vores partner EPTF (Economic Projects Transformational Facility) har et stort netværk i området og det har derfor været oplagt at starte projekter i Mombasa området.

Det seneste projekt er et landbrugsprojekt med et budget på 800.000 kroner over 3 år. Projektet kan sammenlignes lidt med vores projekt i Eldoret – og dog alligevel ikke. De sociale forhold i Mombasa og Eldoret er forskellige. Mombasa er en by/område med meget store sociale spændinger. Området er præget af den muslimske tro, men der er alligevel mange kirke i området. Distriktet er desuden karakteriseret af turisme og mange unge er fanget i sexturismen.

Landbrugsprojektets overordnede mål er at styrke det ressourcefattige landbrug i Kinango sub-county ved at kapacitetsopbygge de fattige bønder – både individuelt og i grupper. Projektets mål er:

  1. At træne og udruste 200 ressourcefattige landbrugsfamilier i Kinango, Kwale distriktet ved kysten, så landbrugene bliver bæredygtige og øger deres sikkerhed for bedre mad til husstanden.
  2. At identificere og kapacitetsopbygge 4 samfundsbaserede kvinde- og ungdomsgrupper omkring økonomi, kønsroller, rettigheder, sundhed og planlægning af fortalerkampagner, så de effektivt kan adressere udfordringerne for de sårbare piger og kvinder i deres samfund.
  3. At øge kapaciteten og strukturen for græsrodsdeltagelse i udviklingsplanlægningen og kontrol af produktionsressourcerne.
  4. Vi ønsker også igennem projektet at oplyse om problemerne ved traditionelle socialkulturelle skikke og opmuntre til forandring.