Vi tænker store tanker
”Hvad er du, når jeg møder dig om 5 år?” ”Administrerende direktør i min egen virksomhed!” Hver onsdag kommer Augustin, vores nigerianske ven og præst og holder bibeltime for WutomiAgris elever og personale. Og Augustin er med til at løfte vores elever op. Hans budskab bringer altid tro, håb og mod.

I Ginas fravær
Gina, vores skoleleder, fødte en datter sidst i september og er på barsel indtil det nye år. Hun har dog spøgt med, om hun skulle skynde sig tilbage, da vi har fyret Inocêncio og sendt to elever hjem i denne periode, hvor Kurt har været konstitueret leder. Men stemningen er løftet, eleverne er taknemlige for at være blevet taget alvorligt, og vi har fundet tre gode gæstelærere til at hjælpe os igennem indtil skoleårets afslutning i februar.

WutomiAgri blomstrer
Det var et stort tab, da vores kære pedel, Salino, i september døde af tuberkulose. Vi ændrede lidt på strukturen og ansatte António som pedel og Benezilda som gartner. Desuden har vi to nattevagter, Pedro og Armando, Alice, vores skolemor, Gina og Clarícia, der leder undervisningen og timelærerne. Nu med gartner blomstrer omgivelserne om kap med staben og eleverne.
Videohilsen fra os
Glinsende af sved – men stadig med noget godt at fortælle! Klik ind og hør mere – og mød også Marly og Inora, der fortæller om deres planer for næste års iværksætteri.
Mozambique 50+
Vi håbede til det sidste, men blev også nødt til at aflyse 50+ for 2023.
Vi har brug for hjælp
Ja, det går godt! Men det er blevet meget dyrere at drive WutomiAgri.
Vi har i år investeret i det tredje kyllingehus og en mur omkring leder- og gæsteboligen, og vi har nødvendige investeringer planlagt for 2023. Vi håber og beder til, at det bliver muligt at holde kadencen.
På trods af en stigende omsætning i Mozambique har vi stadig brug for flere sponsorer.
Glædelig jul – og tusind tak for støtte og forbøn!
Kurt & Lisbet