Tanken om at skulle forlade Mozambique og vores gode venner fra WutomiAgri var ikke nem, så for at kaste et nyt lys over det, valgte vi at omtale vores sidste uge og dermed dette også dette sidste nyhedsbrev: “The best week ever!”.

Vores sidste weekend tilbragte vi i Mkutwene, en lille landsby tæt på den større by Chibuto, sammen med eleverne Emordilência, Arlencia, Nomssa og Otilia. Ekstatiske og overgirede kørte vi 7 mennesker afsted i Lisbets lille 5-mandsbil. Vi havde samme spændende følelse i kroppen, som første gang man skulle sove hjemme ved en ny veninde, og det var tydeligt at Chibuto-pigerne var ligeså spændte og glade som os!

Eftermiddagen blev brugt på at køre rundt og se pigernes hjem og hilse på deres familier. Her var det ikke kun den nærmeste familie der blev samlet om os, men også fjerne onkler, tanter og flere af naboerne, der ville hilse på os. Det var hyggeligt og de nye bekendte blev mødt med store smil og gebrokne portugisiske og changana hilsner fra vores side af. Efter en god lur og efter at have tøffet rundt i pigernes landsby i et par timer, valgte vi at køre ind til Chibuto for at se pigernes gamle skoler og få en lille is. 

Vi vendte tilbage mod Mkutwene for at spise aftensmad hjemme ved Emordilencia. Her kunne vi mærke, at vi var ude på landet. Der var helt stille omkring os og himlen var stor og stjerneklar. Ude i horisonten var der vildt lyn- og tordenvejr, hvilket gjorde Katrine lidt nervøs, da hun skulle sove i kanisohytte. Men natten fløj afsted, da madrasserne var langt bedre end dem vi har i volontørhuset. Kurt havde forberedt os på det værste, at vi virkelig skulle give vores luksuslevestil op, men pigerne tog sig så godt af os. Vi var ikke sultne på et eneste tidspunkt, og vi fik både middagslure og varme bade, hvilket vi vist godt kan sige var en luksus, der ikke fandtes i volontørhuset. 

En serie af Mozambiquiske soveværelser

At overnatte i en afrikansk landsby så langt hjemmefra, og så langt fra hvad vi er vant til er noget, vi aldrig vil glemme. Vi er utrolig taknemmelige, for den gode og givende oplevelse det var at besøge vores gode venner i Mkutwene. Det gav os et nyt indblik i elevernes liv, hvem de er og hvor de kommer fra. Besøget belyste også det vigtige arbejde WutomiAgri gør for at give pigerne, og de andre elever nogle gode muligheder for at skabe deres egen landbrugsvirksomhed til gavn for dem selv og deres familier men også for deres lokalsamfund.

Efter en god weekend i Chibuto gik vi vores sidste uge i Chicumbane i møde. Der var mange ting, vi gerne ville nå inden vi skulle tage afsked så vores dage blev fyldt op med en masse godt. Blandt andet holdte vi en afskedsfrokost for hele vores Mozambiquefamilie, som inkluderede alle de fantastiske mennesker, vi har mødt på og igennem skolen. Om formiddagen inden kørte vi mod Xai-Xai for at hente den største kage, vi, med undtagelse af en bryllupskage måske, nogensinde kommer til at købe. Alberte fik placeret kæmpekagen i sit skød, og med sved på panden og rolige hænder undgik vi heldigvis en kæmpekagekatastrofe på bagsædet!

Skolemor Alice overraskede os med et kæmpe festmåltid fyldt med alle vores Mozambiquiske livretter. Vi spiste og hyggesnakkede indtil det blev tid til taler og indslag. Lærer Inocêncio havde skrevet smukke digte, og der var taler fra både eleverne, Claricia, Lisbet, Dalia og Gerhard og os. Det var fantastisk og rørende at mærke, hvor meget vi holder af de her mennesker, og hvor godt et bånd vi har knyttet til dem på så kort tid. De er uden tvivl det vigtigste og største, vi tager med os fra Mozambique.

Festen blev sluttet af med sang, dans, store knus og måske et par tårer hist og her…

Før den endelige hjemrejse gjorde vi stop i Maputo og Johannesborg i Sydafrika. I Johannesborg brugte vi nogle dage på at besøge en masse museer (næsten for mange, se tre museeumstrætte volontører nedenfor), spise god mad og købe flere julegaver. Det var en vild oplevelse at være i en farlig by som Johannesborg, hvor selv dens indbyggere (i hvert fald dem vi talte med) ikke brød sig om byen på grund af den store mængde kriminalitet, der er og utrygheden heraf. Igen igen fik vi sat perspektiv på vores eget liv i Danmark, da en sikkerhedsvagt rystede skræmt på hovedet af os, da vi spurgte om: “Der mon er nogle gode parker her i Johannesborg, vi kan tage i?”. Det skulle vi holde os fra, hvis vi gerne ville hjem i god behold… Heldigvis kunne vi trygt tage taxaen hjem til Sommaya, vores bed-and-breakfastvært, som forkælede os med blommer fra haven og gode historier om livet i Sydafrika fra hendes perspektiv.

Tak er et fattigt ord, når man tænker på alt det vigtige og gode, vi har fået med os fra WutomiAgri. Tre måneder i Mozambique har bl.a. lært os om gode mennesker, at man kommer længst uden fordomme, at forstå og mærke sand taknemlighed for vores tilfældigt heldige liv og den store gave det er, at vi mennesker er forskellige, men også kan finde meget fælles til trods for kulturforskelle og forskellige verdener. Selvom det føles fattigt, vil vi dog alligevel sig stort og varmt TAK til WutomiAgri. Vi håber på, at vi har givet bare en brøkdel af det igen, som vi har fået af jer.

På gensyn – forhåbentlig!

– Alberte, Katrine og Victoria