Regnvejrsmåneden november er ankommet, hvilket betyder, at Wutomiagris volontører efterhånden begynder at tælle de små 14 dage, som de har tilbage i Mozambique. Selvom tristheden over at opholdet snart er forbi godt kan ramme en lidt hårdt nogle dage, lader vi os det ikke stoppe fra at nyde de sidste uger. Tværtimod.

Gåture i skumringstiden

Anden sidste uge på Wutomiagri har budt på mange hyggelige stunder. Vi har gået ture med skolelederen Gina og hendes to børn Junior og Mana. De samlede umodne mangoer til os, som vi senere spiste med salt. Selvom det er en mozambiquisk sommerspecialitet, falder den ikke i lige god jord hos alle volontørerne. Vi fortrækker at vente til mangoerne er lidt mere modne…

Elevtider

Vi er ofte ovre på skolen – både morgen, middag og aften efterhånden – for at nyde skolen og eleverne. Det er et helt fantastisk elevhold på Wutomiagri, hvor samarbejde, fællesskab og kærlighed til hinanden virkelig står tydeligt frem. Det er virkelig dejligt at kunne mærke og at være i.
Tiden flyver med at vi både spiller, snakker og ser film sammen. I de mozambiquiske sommeraftener har vi spontant besluttet os for at lægge det portugisiske til side, og i stedet begynde at lære changana, stammesproget i Gaza-provinsen. Eleverne er selvfølgelig henrykte, selvom det som vi allerbedst kan sige, er “Nhima ku khuluma na mina”, hvilket på dansk betyder “Ik’ snak til mig”. Det er en sætning. som vi glæder os til at bruge til alle de mozambiquiske mænd i Xai-Xai, når de løber efter os.

Mellem sniksnakke og changana-lektioner har vi også sat en enkelt gyserfilm på til elevernes store fornøjelse. Volontørerne ville helst se Shrek, men eleverne valgte, og de valgte at volontørerne skulle skræmmes fra vid og sans i det mozambiquiske mørke. Heldigvis ville drengene gerne sikre sig, at der ikke kommer nogle mænd og angriber os i mørket, så de tjekker lige efter før de siger farvel til os ved porten.

Danske specialiter

Fordi eleverne virkelig er gode til at vise deres kultur frem, ville vi gerne vise noget af vores kultur frem også. Det gjorde vi en dag i weekenden, hvor vi først lavede et godt, dansk sommerlejr-løb, hvor præmien simpelthen var volontørernes danske pandekager. Så efter aftensmad blev der tændt for julemusikken for fuld skrald, og så blev der lavet pandekager i 2 timer, så alle skolens elever kunne få lov til at smage. Kage og søde ting og sager er altid en succes hos mozambiquere, men det var dejligt og sjovt at kunne fortælle dem, at det har var en del af dansk madkultur. Hele den kæmpe bunke pandekager blev spist med brede smil og grin, og man måtte være hurtig til at nupse en pandekage før de alle sammen var væk. Yurán nåede for eksempel at spise 7 pandekager, idet han rullede to pandekager ovenpå hinanden hver gang!

Aftenen var sådan en stor succes, at eleverne skubbede bordene til side for at kunne skabe et dansegulv. Dans bliver brugt i Mozambique for at hygge sig med sine venner og familie, for at fejre og nyde gode stunder og aftener. Men mozambiquere danser selvfølgelig helt, helt anderledes end os danske volontører. Lad os bare sige, at vi tre volontører aldrig ville komme til at bevæge vores hofter på den mozambiquiske måde. Derfor var det stadig lollern at prøve. Vi fortalte dog også eleverne, at i Danmark er dans en helt anden ting. Når man danser i Danmark er det ofte til fester og komsammener – og med meget mere hop og stive kroppe. Da eleverne jo viste os deres mozambiquiske dans, besluttede vi os for at vise en ægte dansk dans. VLTJ. Hvis du ikke kender VLTJ-dansen, så er det nok fordi du ikke har været til en ungdomsfest de sidste 10 år. VLTJ-dansen handler egentlig bare om at klappe på gulvet i takt til musikken for til sidst at rejse sig op og danse ind i hinanden. Det er en meget anderledes dans end mozambiquisk dans, men eleverne synes det var sjovt, og det synes vi også. Dermed fik vi både vist eleverne god, dansk mad og god, dansk dans.

Nordeuropæisk kaffebord

Lige inden ugen sluttede inviterede vi vores tysk, mozambiquiske venner på besøg i volontørhuset. Igen besluttede vi os for at bage en kæmpe bunke pandekager, og Dalia og Gerhard medbragte kage, så det føltes som et ægte nordeuropæisk kaffebord. Idet at vi har boet alene for første gang, har vi erfaret, at det er dejligt at kunne invitere nogle ind i sit hjem og vise dem rundt. Det føltes også hjemligt, både at invitere og at have nogle at invitere. Den følelse er vi virkelig glade for at vi har, selvom vi befinder os på den anden side af jorden.

Men hvilke planer har volontørerne mon for deres sidste weekend i Mozambique? Planen er simpelthen at besøge nogle af eleverne i deres lille landsby og sove ude hos dem og deres familier. Det er en oplevelse, som vi er så taknemmelige og glade for at få, og som vi glæder os til at fortælle mere om i det næste nyhedsbrev.

So long,

– Albertina, Victoria og Katarina