Der er liv på skolen i de tidlige sommerstunder. Livet ses både i nyplantede frø, der holder bedre til de høje temperaturer end forrige planter og i salget af kyllinger, som går forrygende trods inflationstider. Men også i tilkomsten af både hundehvalpe og små griseunger, er til stor fryd for os. Skolens hund har fået 8 små hvalpe for nylig, mens en af skolens soer fik tre små grislinger inden vi tog afsted til Eswatini. Vi var hurtige til at give grislingerne navnene Katarina, Albertina og Victoria før nogle af skolens elever overhovedet fik en chance for at navngive dem. Der blev dog protesteret lidt fra elevernes side, da det viste sig, at Victoria-grislingen var en han, men fra volontørsiden er dette ikke et stort problem. Vores skjulte agenda med navnene er egentligt også at sørge for at eleverne ikke pludselig glemmer vores navne, når vi tager hjem, og der var grislingerne en god mulighed. De 8 hundehvalpe har vi ikke givet navne endnu, men det er næsten sikkert, at hvalpene også bliver navngivet variationer af vores egne navne.

Gratis grisesti udvikler kompetencer

Kurt mener, at der om lidt kommer flere grislinger fra en anden af skolens søer. Det er klart, at endnu flere grise kan gå hen og give lidt pladsmangel i grisestaldene, men heldigvis er det ikke noget, der ikke kan løses af skolen og dens elever, som nu skal bygge 4 nye grisestier. Som om at det ikke var hårdt og svært nok at bygge dem, har Kurt fundet på en idé som en ekstra lærerig udfordring. Grisestierne skal bygges uden brug af penge – og der er da også en god bagtanke med den udfordring. Flere af skolens elever vil gerne producere grise efter Wutomiagri, men de har langt fra penge eller materialer nok til at bygge flotte grisestalde, som dem skolen besidder lige nu. De lærer derfor hvordan man kan forhandle sig til at få gratis materialer fra forskellige steder rundt i landsbyen, som kan bruges til at bygge en gratis grisesti. Selvom eleverne får ømme kroppe af det hårde arbejde, er det gennemtænkt, og her kan man også virkelig se, hvordan WutomiAgri tilpasser sig elevernes egne forhold og hverdag i deres undervisning. De får færdigheder der gør det nemmere for dem at iværksætte deres landbrug og virksomhed efter Wutomiagri-uddannelsen.

Da vi volontører også fungerer lidt som skolens chauffører, har vi været ude og samle diverse materialer til grisestierne. Der er blevet hentet bambustræ og grene, hvor en lille 5-mandsbil skulle have plads til en kæmpe bunke grene og 6 mennesker. På helt afrikansk vis bliver grenene hakket ned og finpudset med store macheter, som vi ikke helt har mestret endnu – men det kommer! Mens Alberte og Katrine kørte hele Chicumbane tør for grisesti-materialer, kørte Victoria ind med en bunke elever til Xai-Xai for at købe risskaller. I Xai-Xai er der en stor fabrik med risskaller, men det ligner mere end ørken af riskaller end en fabrik. Eleverne og Victoria hjalp hinanden med at fylde kæmpe poser op med risskaller for derefter at køre tilbage til skolen til frokosttid i en bil fyldt med hårdtarbejdende, trætte og ikke mindst sultne elever.

Boldspil og filmaftener

Vi er faktisk ret fascineret af de her elever! Med deres proppede ugeskema fyldt med en god blanding af praktisk arbejde og teoretisk undervisning, burde de være mere trætte end vi oplever dem. Selvfølgelig kan de af og til tage en lur efter frokost, men dette skyldes oftere den ekstreme varme, som alligevel gør at man ikke rigtigt kan lave andet end at ligge og dase den af. Men eleverne har altid energi og lyst til at hygge eller spille med os. Her den anden dag fik vi også æren af at spille en omgang volley med dem – og selvom vi troede vi kendte reglerne, kunne vi hurtigt se, at det ikke var alle de danske regler, der gjaldt i Mozambique. Ikke desto mindre, blev der spillet og grint, og det nød vi rigtigt meget.

I hverdagene er der plads til spil og snak, men i weekenderne har vi alligevel lidt mere tid. Vi holdte endnu en filmaften fredag, men denne gang satte vi projektor op i volontørhuset, og trak vores madrasser, dyner, puder og soveposer med ud i stuen. Og så lavede vi selvfølgelig en kæmpe bunke popcorn til eleverne. Vi nyder at være sammen med eleverne uanset om det er med rolige filmaftener eller vilde sækkeløb. Dagen efter inviterede vi skolelederen Gina og hele hendes familie over og gentog succesen med dem. Gina er på barsel for tiden, og selvom der er meget at se til i deres familie med den nyfødte bebs, Skylar, nyder vi stadig at være en del af deres lille familie.

Velkommen tilbage til Lisbet

Lisbet kom tilbage tirsdag, og det betød at vores tid med bil i Mozambique snart ville være ovre. Derfor valgte vi en af de helt varme dage at tage på stranden og blive stegt i solen og nedkølet i havet. Det var en tirsdag formiddag, hvilket betød, at vi havde stranden helt for os selv, hvilket også var en hel ny oplevelse for os i Mozambique. Natten efter vores stranddag fik vi også lov til at opleve det ekstreme, mozambiquiske regnvejr. Det stod ned i tunge, store stænger, som gjorde at vi hurtigt måtte lukke vinduer for ikke at få hele sengen våd. Torden og lyn kom så tæt på hinanden, at man ikke engang kunne nå at tælle til “1-kasse-øl” før braget lød. Vi tre piger har aldrig været bange for torden og lynvejr, men vi krøb os dog lidt sammen i én seng den nat. Dagen efter var regnen dog stoppet, heldigvis, for vi bød Lisbet en varm velkommen tilbage til Mozambique.

Dejlig uge krydret med uforudsigeligheder

Det har været en skøn hverdagsuge for os. Vi nyder virkelig det hele i fulde drag og prøver at undgå at tænke på, at vi snart skal hjem. Men i sidste ende er det uundgåeligt, og vi prøver at erstatte tristheden over at skulle hjem med en taknemmelighed. Det er heldigvis ikke så svært, når der er så meget at være taknemlig for.

Hverdagsugen har været fuld af gode stunder – men livet er uforudsigeligt, selv i Mozambique. Under en yderst intens volleykamp, fik Alberte en ordentlig bold i hovedet. Det gør at hun lige nu er sengelagt med en lille hjernerystelse hjemme i volontørhuset – og bare rolig, der har været en mozambiquisk læge forbi og tjekke til hende. Katrine og Victoria har dermed påtaget rollerne som Albertes bekymrede mødre for en stund og varter hende gladeligt op, så hun hurtigt kommer på dupperne igen. Selvom vi savner hende endeløst i vores hverdag, så kan det slet ikke måles med hvor meget eleverne savner hende. Flere gange om dagen spørger de om hun har det bedre, og kommer endda på sygebesøg. Det er dejligt at mærke den kærlighed, de har for hende og for os – og hold nu op, hvor er den gengældt også!

Selvom situationen er uheldig og, sagt på godt, gammeldaws jysk, træls, er vi slet ikke i tvivl om, at Alberte snart får det bedre og at hun snart kan være med til at fjolle rundt med os og eleverne igen. Vi har lært hernede at stole på, at alting løser sig, og at Gud er med os.

Tusind tak fordi I læste med. Até!

– Albertina, Victoria og Katarina