Kunsten at flirte sig igennem landegrænser

En mørk lørdag morgen kørte vi afsted mod Mozambiques grænse. Klokken var 4, da vi pakkede bilen, så det passede med, at vi ramte grænsen til Eswatini, Mozambiques lille naboland, cirka klokken 7.30. Ved den mozambiquiske grænsekontrol havde det blå immigrationspoliti en sløv arbejdsdag, som heldigvis så ud til at blive peppet lidt op med en yderst dramatisk, amerikansk kvindewrestlingskamp i TV’et. Politiet blev desuden også meget begejstrede for at se 3 hvide, unge piger i deres land – så begejstrede at de havde svært ved at acceptere at vi skulle ud af landet. Men med stemplede pas og godkendte papirer, kunne vi alligevel flirte os gennem det mozambiquiske politi uden de store problemer. Vi fik da ovenikøbet et lille telefonnummer med. Da Lisbeth befinder sig i Danmark lidt endnu, havde vi fået lov til at leje hendes bil, så der blev for alvor dømt afrikansk roadtrip i vores øjne. De syv timer fløj dog afsted og inden klokken slog 12 befandt vi os ved vores første overnatningssted i det afrikanske lilleputland Eswatini.

Turistliv i Eswatini

Vi gjorde vores første stop kort efter grænsen. Her overnattede vi på det hjemlige Buckswood Hilltops. Der fik vi godt nok lidt halvdårlig mad, men dog en seng at sove i, et fjernsyn og wifi. Derudover faldt vi i snak med en australsk teaterinstruktør, som boede i Indien, og som havde arbejdet i Sydafrika og nu var fanget i nabolandet, inden han skulle hjem. Selvom vi bor i Mozambique, er vi glade for, at vi ikke kun oplever den mozambiquiske kultur, men at vi også bliver præsenteret for mange forskellige kulturer og liv. Det er dejligt og sundt for os at se så mange forskellige levemåder.

Den næste dag kørte vi videre mod Eswatinis hovedstad, Mbabane – og overraskende nok bestod kørslen hovedsageligt af motorvejskørsel. I Mbabane kunne vi komme ind og se en genopbygning af en swazi landsby fra 1800-tallet, hvor det ikke kun var de flotte, håndlavede hytter, der fascinerede os. Den traditionelle dans og beklædning fik vi også lov til at opleve helt tæt på, hvor Alberte og Victoria endda fik lov til at danse lidt med.

Derudover fik Katrine og Alberte læst deres fremtid i en lille bunke dyreknogler af en swazi-heksedoktor. Og hvordan ser vores fremtid så ud? Vi fik henholdvis 3 og 4 børn, Katrine vil turnere hele verden og få en afrikansk mand, mens Alberte skal være swaziheksedoktor i Danmark. Heksedoktoren tilføjede dog også at vi havde en god fremtid, og at vi på vores rejser kunne føle os sikre. Hvis I nu sidder og tænker på hvor sikkert heksedoktoren nu kan være i hans forudsigelser, kan I selv tjekke efter på billedet:

Fra kultur til natur, lød vores næste stop. Vi tjekkede ind på vores hotel sent aften, efter at have kørt forkert adskillige gange i de mørke bjerge, og allerede næste dag begav vi os ud for at bestige verdens største granitsten, som lå blot 10 minutter fra vores hotel. Efter igen at have kørt forkert et par gange, fandt vi en vandrerute, som var utrolig flot gennem Eswatinis rene og grønne bjerglandskab. Og så så vi selvfølgelig også antiloper, påfugle og måske mindst eksotisk: køer, på vores vej. Efter at have beundret udsigten fra granitstenen i en rum tid, spiste vi på god dansk vis vores madpakker på toppen.

Tiden kom til igen at vende snuden mod vores hotel, hvor vi flottede os med et rigtigt lækkert måltid ovenikøbet med udsigt til et smukt vandfald. Tidligt næste dag spiste vi vores sidste måltid, og så begyndte vi den 9 timers roadtrip hjemad.

Historien som en med- og modspiller

Det er sjovt og spændende at opleve nye landes kulturer, og se hvordan det sætter Mozambiques kultur i et nyt perspektiv. Eswatini virker utrolig stolt og fremme med deres kultur og traditioner, hvor kongelige ceremonier og traditionelle danse er en del af deres turistattraktioner. Sådan er det ikke i Mozambique. I Mozambique er det strandene, der gerne skulle tiltrække turisterne. Vores egen lommeteori, baseret på den mængde mozambiquisk historie, vi har læst om og lært af mozambiquiske, historiske helligdage, er, at koloniseringen i Mozambique har været hårdere i eftertiden end den har været i Eswatini. Portugisernes hårde kolonisering varede helt indtil uafhængighedskrigen i 1975, hvorefter der fulgte en lang borgerkrig om regeringsmagten helt indtil 1992. Som vi har skrevet om i et tidligere nyhedsbrev, så planter det skam i en befolknings kultur, at få at vide at deres tilstedeværelse og traditioner er mindreværdige og forkerte set i hvide, portugisiske kolonisters øjne. Det oplever vi meget direkte i dag, når mozambiquerne rynker på næsen af portugisiske turister eller når man kører forbi gamle, forladte kolonibygninger. Det er nemmere at forstå, når man tænker på, at Mozambique kun har haft fred siden 1992. Heraf giver det god mening, at landet til tider kan have svært ved at finde fodfæste og stolthed over deres kultur.

Til trods for en hård historie er Mozambique alligevel kendt som “de gode menneskers land”, og det forstår vi godt.

Da vi kom tilbage til Mozambique, var det en øjeblikkelig hjemfølelse. Eswatini havde flot natur, kultur og ikke mindst en luksus, vi havde savnet, men det farverige, glade Mozambique fyldt med imødekommende, gode mennesker er alligevel der, vi føler os mest hjemme. Vi er glade for at have oplevet Eswatini, men vi er endnu gladere for at være tilbage i Mozambique og vil nyde den sidste måned, vi har hernede.

Tak fordi I læste med endnu engang

– Albertina, Victoria og Katarina