Sydafrikanske og Mozambiquiske overraskelser

I mandags troede vi naivt, at denne uge ville minde om en normal hverdagsuge. Men som så meget andet her i Mozambique blev det ikke, som vi havde forventet. En god ven og kollega til skolen, Salino, gik bort mandag aften. I Mozambique foregår begravelsen hurtigt efter, hvilket betød, at vi tirsdag eftermiddag sad til begravelse i Salinos hjem med hans familie, venner og kollegaer. Det var en smuk begivenhed udsmykket med farverige capulanas, rørende changana sange og en tydelig kærlighed til Salino. Selvom vi ikke havde mødt ham, kunne man mærke, hvilken slags person han var. Han var en kærlig, varm og omsorgsfuld person, som havde arbejdet på skolen næsten siden dens begyndelse. Det var stort at opleve, hvordan personalet stod sammen som en familie og sørgede for at få sagt ordentligt farvel. Det blev tydeligt at se, hvordan WutomiAgri er mere end blot en landbrugsskole.

Onsdag formiddag skinnede solen over os til bibeltime. Som sædvanligt startede den ud med dans og lovsang på changana. Da pastor Augustino kom ind ad døren, havde han et smil på læben. Han var glad for at se, at vi holdte humøret højt trods dagen i går, og at vi fandt vores trøst i Gud ved at lovprise ham med glæde.
Efter bibeltimen var det tid til vores første engelsktime. Endnu engang viste eleverne, hvor motiveret de er for at lære. Med engagement og gejst lærte de den berygtede “To Be”-bøjning, løste opgave-ark og introducerede sig selv på engelsk. Selvom der er markante forskelle på ordstilling og udtale i portugisisk og engelsk – ja, for slet ikke at snakke om engelsk og changana – så kan vi vidst ikke sige andet end, at de klarer sig super flot!

Afsted til Sydafrika

Dagen efter kørte vi i en bil proppet til randen sammen med Lisbet og Kurt mod Mozambiques hovedstad Maputo. På facaden er Maputo skøn med store bygninger, parker og de muligheder en storby kan tilbyde, så man kan sagtens forstå at håbefulde mozambiquere drømmer om at tage hertil for at finde lykken. Men det er dyrt at bo i storbyen, og herinde har man som på landet ikke et lille stykke jord, hvor man kan dyrke sin egen mad, og mange ender med at leve et fattigt liv i betonjunglen.
Her havde vi tid til at gå på marked i parken, hvor der blev solgt ibenholt figurer, håndflettede sivkurve, perlesmykker og andre genstande af alverdens kreative håndværk. Vores tid her var knap, så vi planlægger at komme tilbage inden vores tid i Mozambique er ovre.

Fra Maputo kørte vi videre mod Sydafrika. Så snart vores pas var stemplede kunne vi krydse grænsen, og allerede få kilometer inde i landet blev vi mødt af en slående forskel på Mozambique og Sydafrikas natur. Bjergene rejste sig om ørene på os og frodige plantager med rækker af citrustræer og sukkerrør prydede landskabet. Sammenlignet med Mozambiques tørre sandlandskaber var dette noget helt andet. Dog var vi også vidner til bagsiden af medaljen. På vej igennem bjergene sad vi stille og roligt i kø for vejarbejde. Pludseligt kom der en truck og overhalede os i fuld fart jagtet af politiet med blå blink og sirener! Her fik vi en lille snert af, at kriminaliteten i Sydafrika er på sit højeste.

I ly for politiets udrykning ankom vi til Marloth Park. Kurt og Lisbets svenske venner har bygget et hus her med højt til loftet og swimmingpool, som vi fik lov til at låne weekenden over. Marloth park grænser op til den store Kruger Park, hvor vi brugte fredag på safari. Vi havde storslående oplevelser med vilde dyr den dag. Da vi kom ind i parken, var vi omgivet af giraffer. Senere holdte vi helt opad en flok zebraer og overraskende befandt vi os lige pludselig midt i en flok af omkring 400 bøfler. Løver, flodheste, bavianer, kuduer og impalaer krydsede også vores vej sammen med alverdens fugle på himlen.
Efter at have udforsket savannen drog vi vest på til Blyde River Canyon. Her var vi på smuk og tidlig morgenvandring mellem bjergene. Den friske luft og fuglesang var prikken over i’et til morgenkaffen med Lisbet og Kurt. Søndag tilbragte vi ved poolen hjemme i Marloth Park – sammen med vildsvin, gnuer og giraffer gående i indkørslen – før vi igen pakkede bilen for at køre hjem til Mozambique.

På vej hjem fra Sydafrika, stoppede vi i Maputo, hvor vi skulle på en sightseeingtur. Ruten stod blandt andet på besøg i en botanisk have, portugisernes gamle fort, verdens tredje flotteste togstation, som ligger i Maputo og en smuk kirke blev det også til. Guiden Hendi fik med sine levende fortællinger os opslugt i Mozambiques omfattende historie og kulturliv. Han åbnede vores øjne for, hvordan et menneske i et koloniseret land oplever det, når udefrakommende siger, at ens navn, sprog, religion og kultur ikke er godt nok. Det er nok noget som vi aldrig helt kommer til at forstå, fordi vi ikke har de samme usynlige ar. Det er godt, at have indsigt i og være bevidst om.

1-0 til Danmark

Vi sagde farvel og tak til Hendi, mødtes med Kurt og var klar til endeligt at køre hjem til Chicumbane. Men Mozambique tog fusen på os endnu engang. Pludseligt sad vi i noget af en trafikprop, da vejen havde været spærret på grund af politiets dimissionsfest. Her sad vi i 5 timer. Det lyder måske udmattende, men med lidt god musik på højtalerne, det gode selskab og en chokoladekiks kan man klare det meste. Dog må vi indrømme, at vi også tænkte, at det nok havde løst sig lidt hurtigere hjemme i Danmark. Da vi endeligt kom hjem til Chicumbane vandrede tankerne tilbage til luksus-Danmark, da vi har fået en mus i huset samtidigt med strømsvigt – og nåår ja, diarré. Men! det er så godt for os at lære, at alt ikke er givet på forhånd, og at man med den rette indstilling kan klare alt i fællesskab.

Vi glæder os til flere overraskelser fra Mozambique!
– Alberte, Katrine og Victoria.

Kommentér