Det er stadig ferietid for eleverne på WutomiAgri, så hvad bruger volontørerne dog tiden på, tænker du nok? Nu skal du høre!

Vores hverdag byder heldigvis stadig på meget forskellighed, selvom skolen er tom. Morgenerne bliver brugt i selskab med dyrene, som vi holder meget af. Grisene er vi så småt ved at navngive, og vores yndlings er den største so, som nu hedder Hanne. Vi tror dog ikke, at vi kommer til at navngive alle høns og kyllinger, men hvem ved, der er mange morgener endnu! Vores undervisning i både engelsk- og informationsfaget er også ved at tage form, og vi glæder os til at få prøvet det af. De fleste af eleverne snakker kun portugisisk eller changana, og det er svært at forberede sig på, hvordan det bliver at undervise nogen i et fremmedsprog på et fremmedsprog. Det har vi en forventning om, at vi kun kan vide, når vi erfarer det i virkeligheden.

Portugisiske børnelege, køreture og WutomiAgris fodspor

Når vi ikke forbereder undervisning eller hygger om grisene nyder vi at være naboer til skolelederen Gina og hendes tre søde børn. I denne uge har vi leget “banke-banke-bøf” og “alle mine kyllinger kom hjem”, og selvom legene foregik på vores gebrokne portugisisk, forstod de, og nu kan det nærmest være svært at få fri fra at lege den portugiske version af legene. Vi nyder dog at lege med dem, så det er ikke et problem for os.

Udover at lære landsbyen og skolen bedre at kende, har vi også brugt tid på at udforske andre byer og områder i Mozambique. Vi har været i Xai-Xai flere gange, den større by tæt ved Chicumbane. Her har vi både spist lækre frokoster til 20 kr. pr. måltid og handlet ind på det store marked og i butikker. Vi har også fået en vaskeægte tour af Xai-Xai af gammel volontør Simon Hoff, bedre kendt som Alfredo i mozambiquiske kredse. Han var på et kort visit med klassekammeraten Henrik, inden de begge skulle videre til Zambia for at arbejde på et børnehospital i forbindelse med deres medicinstudier. Det var efter Simons Xai-Xai-tour, at vi tog en chapa hjem for første gang. Dette var i den grad også en oplevelse! En chapa er en privatejet bus, hvor der, til trods for de ca. 16 små siddepladser, bliver presset omkring 30-35 passagerer ind ovenpå skødet af hinanden. Høj fart og høj musik er kendetegnene, og selvom der ikke står med lysende bogstaver på siden, hvor bussen kører hen fungerer chapa-systemet lidt ligesom bussystemet i Danmark. Det lyder måske simpelt nok, men det forhindrede os ikke i at stå af det forkerte sted… En god aftentur med favnen fuld af varer blev det til, og nu kender vi Chicumbane lidt bedre.

Lange køreture har vi også nydt godt af i sidste uge. Sammen med Simon og Henrik tog vi et smut til Chokwe for at besøge en tidligere elev, Antonio, fra Wutomiagri. Simon havde haft ham til engelsk i hans volontørtid for 5 år siden. Selvom køreturen var lang (5 dejlige timer) og med huller i vejen, var det helt vildt fedt at møde ham, og se hvordan han udnyttede de evner, som han havde udviklet som elev på WutomiAgri. Han havde et fast arbejde, to butikker og en masse marker, og boede selv i et holdbart, mozambiquisk hus, som vi også fik lov til at gæste og spise lækker mad i. Da vi spurgte ham hvad Wutomiagri betød for ham, sagde han, at det havde åbnet nogle muligheder i hans liv, som han ikke havde haft før, og at han følte sig forpligtet til, at gøre en forskel med det han nu kunne, der hvor han var. Det var fantastisk at høre og endda se hvordan WutomiAgri helt konkret gør en forskel.

Mozambiques kontraster

Hverdagen blev erstattet af weekenden, hvor vi startede lørdag endnu tidligere end normalt med at passe dyrene for samvittighedsfrit at kunne tage på en lækker endagstur til Naara Eco Lodge and spa. Med speedbåd blev vi fragtet ud over den kæmpe store sø hen til resortet. Professionel massage, lækker mad og en frisk dukkert i poolen og søen, gjorde at vi glemte alt om, at vi fra morgenen af havde stået med griselort mellem tæerne. Midt i al den luksus, var det også utroligt tankevækkende at se en side af Mozambique, som er total kontrastfyldt i forhold til landsbyerne og de dårlige vilkår, som vi også har oplevet og set i landet.

Søndag morgen tog vi sammen med Kurt, Lisbeth, Simon og Henrik i kirke i Xai-Xai, hvilket var en dejlig og musikalsk oplevelse. Efter gudstjenesten sendte vi Simon og Henrik videre på deres rejse til Zambia, og vi mødte og hilste på en masse skønne mozambiquere, som strålede af varme og venlighed overfor os. En varme og venlighed, som vi ofte ser hos mange mozambiquere. Det var en rar og dejlig afslutning på ugen. Resten af søndagen blev spenderet med strandgåture og en god lang lur, så vi blev klar til mandag morgen sammen med dyrene igen.

Vi nyder at være hernede og at opleve de mange mozambiquiske eventyr gang på gang, og vi glæder os til hvad næste uge vil bringe.

– Katrine, Victoria og Alberte