Vores første uge i Mozambique er gået, og tiden er fløjet afsted. Første møde med skolens elever var til bibeltime med pastor Augustino som på portugisisk, engelsk og changana med livlige bevægelser forkyndede for både os og eleverne. Vi var meget spændte, da vi ankom til skolen, men at starte vores tid her med en bibeltime føltes helt rigtigt. Resten af dagen blev brugt på at snakke med eleverne og på at få læsset vores ting af i volontørhuset. Her er der dejligt! med blå, grønne og lyserøde vægge. Vi er sikre på, at vi nok skal ende med at føle os rigtig hjemme her.

Dagen efter ringede vækkeuret kl 5:45, og vi fik snøvlet os over mod skolen. Vi skulle hjælpe med det praktiske arbejde, og til dem der ikke ved det, er det faktisk ret koldt om morgenen i Mozambique lige nu. Det var derfor med rystende skuldre og rynkede pander, at vi gik igennem sandet over imod skolen. Grøntsagerne skal vandes og kyllingerne passes, og selvom man er træt, er det faktisk helt rart at gå rundt der sammen med eleverne i morgenlyset. Her er det desuden tydeligt at mærke hvor dygtige eleverne er! Vi er nogle halveffektive kvajpander sammenlignet med dem, men de er meget overbærende heldigvis…

Eleverne skal hjem på ferie de næste to uger, så vi forsøgte at være sammen med dem, alt det vi kunne, inden vi allerede skulle sige “até logo!”, som betyder “vi ses senere!” på portugisisk. Om aftenen har vi sunget sammen, og eleverne er blevet ellevilde med sangen “Let It Be” af The Beatles. Omkvædet er noget af en tungebrækker, når man er ny i det engelske sprog: “Whisper words of wisdom”, men vi tror på, at de nok skal blive rigtig gode i løbet af de næste tre måneder. Der kommer til at være stille uden eleverne, og vi vil savne dem meget. De har allerede en særlig plads hos os.

I weekenden havde vi tid til at se markedet i Xai-Xai og spise god frokost med Kurt og Lisbeth ved stranden. Selvom de bruger meget tid og energi på WutomiAgri, har de stadig tid til at se os og eleverne i øjnene. Deres varme og nærværende måde at være på smitter af på os og skolen. Søndag besøgte vi skolelederen Ginas bedstemor og resterende familie i Xai-Xai. Her blev vi kastet ud i at skulle fange aftensmaden (en kylling) og fejlede! De havde heldigvis en and i reserve. En smule pinligt… men en god dag, det var det, og vi begynder mere og mere at kunne forstå hvad Gina mener, når hun siger hendes motto: “This is Africa, baby! we do everything and we eat everything!”.

Det er nemt at føle sig hjemme her, og vi glæder os til at se hvad de kommende uger vil bringe!

Até logo! Victoria, Katrine og Alberte