Vores afslutning på WutomiAgri blev ikke som vi havde forventet. Omikron brød ud i Sydafrika, hvortil vi havde planlagt en rejse efter vores ophold på skolen. Det var ærgerligt at aflyse, men i sidste ende får det måske volontøropholdet til at stå stærkere, og det mindede os om en af de vigtigste budskaber fra Mozambique: ikke at planlægge for langt frem og tage en dag af gangen. På det lokale sprog i Chicumbane er der ikke et ord for fremtid – kun ”i morgen” – og det har husket os på at være tilstede hver dag uden at bekymre os for meget om de dage, man ikke kender til.

Og nu sidder vi her i vores corona isolation, og skal prøve at sammenfatte de følelser vi sidder med efter tre måneder som volontører på WutomiAgri. Et ophold som på trods af uvished til sidste time, alligevel sluttede fantastisk. Vi fik den afslutningsceremoni med eleverne vi drømte om. Vi fik krammet de mennesker, der har haft betydning for os, en sidste gang. Det hele endte godt, selvom meget ikke var i vores hænder. Vi føler vi fik det hele med. Det er vi taknemmelige for, og det vil vi prøve at sammenkoge i et sidste nyhedsbrev.

Hvorfor Mozambique?

Inden rejsen stillede vi os selv spørgsmålet: Hvad er det der adskiller volontøropholdet på WutomiAgri fra de typiske alternativer, som man har i sit sabbatår? Hvorfor ikke rejse hele Asien rundt eller tage på højskole? For os var formålet at nå dybt ned i en kultur, som ikke mindede om vores egen. At lære folket at kende – at finde ud af hvordan tingene forholder sig under overfladen. Nu kan vi så stille os selv spørgsmålet: Har vi nået det?

Tre måneder i Mozambique har lige akkurat gjort os så tæt knyttet til landet, at vi nu har et andet sted hvor vi også hører hjemme, men samtidig har ladet os bibeholde vores sult efter at udforske endnu mere; af den Mozambiquiske kultur, men også af WutomiAgris indflydelse på de mennesker som skolen hver dag hjælper i en bedre retning. Vi er stolte af at have været en del af WutomiAgri. Det har rørt os, når vi har set hvordan skolen tilpasser sine projekter efter de behov og midler eleverne har. Eksempelvis når kyllingeproduktionen er tilpasset til, at alle elever ikke har adgang til risskaller som underlag, og som har medført eksperimenter med sand. Det er især dér, at vi glæder os til at se hvordan resultaterne bliver når eleverne tager hjem, for det er på det punkt, at vi har oplevet WutomiAgris styrke kontra andre skoler i landet. Skolen er til for eleverne, ikke omvendt.

Sammen har vi som volontører komplementeret hinanden godt på forskellige måder. Mens Carl Johan fra start købte ind på Mozambique som de gode menneskers land, og derved nogle gange blev taget ved næsen af sin egen naivitet, forholdte Anders sig til tider mere sundt skeptisk og sikrede, at vi altid var omgivet af gode mennesker. At være to personer der sammen bliver eksponeret for utallige nye indtryk, har været vigtigt for bearbejdningen og refleksionerne derover.

Mozambique har fået en speciel plads i vores hjerte. Der er så mange mennesker der har åbnet deres liv for os, og fra dag ét har ønsket, at vi skulle se dem, for hvad de er: som et folk der er imødekommende, stolt, inspirerende, interesseret, arbejdssomt, nede på jorden og ikke mindst godt. For det er de. Det er med dem, vi har skabt uforglemmelige øjeblikke. Som når vi har hentet kolort og kørt ad sandveje på ladet af en bil, og fyldt gaderne med lovsang og glædesskrål, mens solen malede himlen rød, og vi vidste, at vi var det helt rette sted sammen med de helt rette mennesker på det helt rette tidspunkt. Det er de mennesker der gør os sikre på, at der er en lys fremtid forude for Mozambique, og vi kan nærmest ikke vente med at komme tilbage.

En sidste tak

Sammen vil vi gerne takke en masse mennesker. Vi takker jer, der giver en hånd med fra Danmark, om det er i genbrugsbutikken, venskabsforeningen eller som læsere af vores breve. Vi takker Kurt og Lisbet for at give os muligheden, og for det arbejde I gør for at skabe muligheder og håb i så mange menneskers liv. Jeres virke kan ikke underdrives. Vi takker alle skolens ansatte for evig opbakning, men i særdeleshed skolelederen Gina, for at tage os under sine vinger som vores Mozambiquiske mor. Og så vil vi sige tak til de tolv elever. Vores tolv venner. De har inviteret os ind i deres liv og ønsket at vi skulle være en del af det. Vi havde ikke turde håbe på at opbygge sådanne forhold til så mange mennesker. Mozambique er de gode menneskers land. Det er sandt, og vi kommer til at savne det så inderligt.

Af hjertet tak!

For sidste gang:

André og Carlos