Velfungerende bussystemer, absolut stilhed og yogatimer med udsigt over Det Indiske Ocean efterfulgt af morgenmad til priser som på en café i Nyhavn. Er det hvad man forbinder med livet på WutomiAgri? Måske ikke, men for os er det også vigtigt at få flere perspektiver af hvad Mozambique rummer.

For efter godt to måneder, hvor vi virkelig har lært Chicumbane godt at kende, er det blevet hverdag. I starten fik vi så mange nye indtryk, at vi kunne huske hvad der præcist skete for to onsdage siden. Nu ligner ugerne mere hinanden, og det er vi glade for. Det giver en følelse af hjemlighed, og at det sted vi har valgt at opholde os, er det rette.

Men samtidig har man også brug for et frisk pust. Og det fik vi da vi rejste fire timer nordpå til strandbyen Tofo som er kendt for sine smukke strande, og et liv der står i kontrast til hvad vi kender i Chicumbane. Her samles mennesker fra hele verden og det gav os en masse spændende fortællinger, men også et nyt perspektiv på hvordan livet i Mozambique kan være. For over den korte distance, blev vi bekræftet i, at Mozambique er så meget mere end den del vi kender fra vores lille landsby. Her så de fleste ting mere velfungerende ud og det tilbagelænede liv trivedes i endnu højere grad. Og til vores glæde – knap så varmt som i Chicumbane.

For sommeren er for alvor over os, og derfor var et ophold ved kystens brise godt for at blive kølet ned. Det var der især brug for efter forrige weekend, hvor vi var til bryllup i Chokwe, to timer inde i landet, hvor man som regel lægger fem grader til temperaturen i Chicumbane.

Men et Mozambiquisk bryllup – hvordan i alverden skulle det foregå? Vi havde fået at vide, at vi skulle forvente en masse ventetid, og det blev virkelighed! Brylluppet skulle starte kl 11, men gudmoren var forsinket. Så efter at have ventet i fire timer ved en isbar i 40 grader iført vest og lange bukser kunne vi kl. 16 tage til fest. Og fest blev der! Amerikaniseringen har gjort sit indtog, hvor alt skal være glamourøst og helst overgå naboens bryllup. Det skabte en unik fest i kombination med de afrikanske rytmer fra musikgenren ”Amapiano”. Denne slags musik spilles typisk på de størst mulige højtalere, der flere gange er tabt fra tredje sal, pisset på af et utal af geder, hunde og andet godtfolk, hvorefter de er blevet banket synder og sammen af lønarbejdere der i en brandert har mistænkt dem for at være en hæveautomat.

Forskellen mellem et dansk og et mozambiquisk bryllup var ikke så stor som vi havde forventet, selvom der nogle ting som kom bag på os, og som vi ikke glemmer foreløbigt. Når vi kommer omkring i landet lærer vi mere og mere om, på hvilke punkter vi er vidt forskellige fra Mozambiquere, men samtidig også på hvilke vi ligner hinanden. For langt de fleste gange er vi jo slet ikke så forskellige, som man godt kunne forestille sig inden man rejste så langt hjemmefra. Vi har virkelig nydt at bruge nogle af weekenderne på at se andre sider af det her fantastiske land.

I løbet af vores ophold har vi ved flere lejligheder, desværre følt os slået af mozambiquernes ualmindelige gode dansetrin. Det er noget vi har taget til efterretning, og vi har gennem kyndig vejledning og træning, nået et niveau hvor vi føler os tilpasse. Det har vi også taget med til bibeltimerne på WutomiAgri, hvor rummet med det samme fyldes af glæde når man hengiver sig til musikken og bare slipper tøjlerne og bevæger kroppen. Samtidig er vi ved at kunne synge mere med på de fleste sange, selvom de ofte er på det lokale sprog Changana hvor forståelse er en sjældenhed.

Disse sange hører ikke kun til bibeltimerne. De sidste uger har vi kørt ud for at hente ler og komøg en del gange, og hver gang kommer man hjem med en euforisk følelse over det fælleskab eleverne har, når de sidder på ladet og skråler igennem landsbyens sandveje. For selv når man står smurt ind i lort, fyldes man af glæde og taknemmelig, over hvor meget man formår at få ud af enhver situation, når bare man er sammen om de sange som vi efterhånden er ved at have kære.

For selvom vi har brugt nogle weekender væk fra skolen, er det her – i hverdagen – at disse øjeblikke opstår. Det er dem der unikke ved at være volontør, og dem vi vil nyde til fulde, i vores sidste to uger på WutomiAgri.

Tak fordi i læser med og alt det bedste herfra.

Carl Johan og Anders