De Jernhårde Ladies

Forestil dig enhver morgen som volontør i Mozambique. Du står tidligt op, og på morgenruten møder du som regel fem kvinder i alle aldre, med hakker over skulderen og en balje på hovedet. I løbet af dagen er det det samme billede. Kvinderne ses i markerne, på gaderne og gør arbejdet i hjemmet. Man får et indtryk af at det er dem der tager det hårde slæb og får hjulene til at løbe rundt. Men hvor er mændene så?

Felicia, vores faste brøddealer.

Kvinderne tager ansvar

I Mozambique er det ikke en sjældenhed at mændene rejser over grænsen til Sydafrika for at tjene penge til familien. Ikke fordi arbejdet er bedre lønnet, men fordi der ER et arbejde. Selvom det forsørger mange mozambiqueske kvinder og børn, betyder det, at de ofte selv står tilbage med et stort læs i det daglige arbejde. Udover at stå for hus, mad og børn står de også for størstedelen af produktionen af afgrøder. Med et barn på ryggen går de til vådområderne for at dyrke afgrøder, og på markedet er det dem som slynger tilbud over disken.

Også i Chicumbane, hvor WutomiAgri ligger, er det tydeligt at mønsteret med stærke kvinder finder sted. Det så vi en dag da vi solgte salat, hvor vi kl 7 om morgenen fik øje på en stor gruppe kvinder sidde i en rundkreds med kuglepennen i den ene hånd og notesblokken i den anden. Vi fik forklaret, at de diskuterede hvilke lokale investeringsmuligheder de vil putte deres penge i. Det vidner om en selvstændighed og magt over pengene i hjemmet, og tilbage sidder vi med en opfattelse af, at der er en vilje til at ville opnå personlig uafhængighed.

Der kan opstå stor uenighed og diskussion omkring et spil kastegris på en onsdag eftermiddag.

Plads til mænd i marken

På WutomiAgri oplever man i særdeleshed stærke kvinder. En central figur er skolederen Gina, der i form af hendes rolle som leder, især er med til at inspirere skolens kvindelige studerende, og give dem et perspektiv på hvordan kønsrollerne kan brydes. For at opnå et ligeværdigt forhold mellem mænd og kvinder på WutomiAgri er det et mål at have lige mange mænd som kvinder. Det er dog en udfordring, da faget traditionelt hører til kvinderne, og mændene er derfor svære at få fat i. På nuværende tidspunkt er der fem drenge og syv piger, og med vores øjne arbejder de rigtig godt sammen.

Netop de traditionelle kønsroller er også en ting der diskuteres mellem eleverne. Vi deltog i ”Family Times”, som er oplæg og diskussion om et emne. Tidligere har det været sexsygdomme, og i onsdags var det traditionelle mozambiquiske kønsroller. Vi kom ind på opfattelsen af kvinden som en arbejdskraft. Nogle steder i landet købes hun til familien igennem ægteskabet, hvor mandens familie betaler med køer til kvindens familie. Disse realiteter er med til at påvirke opfattelsen af hvor lige kønnene er i et land som Mozambique. I diskussionen sagde eleven Zinaida at hun ser det som en umulighed at opnå et samfund hvor man ikke mærker en tydelig magtforskel. Og hun har vel og mærke en familie, hvor hendes mand er hjemme og passer hendes lille datter, imens hun studerer. Det er en stor oplevelse at udvide sin horisont og skabe nye perspektiver om en debat man så ofte har hørt i Danmark, hvor situationen er en helt anden.

Vi var til middag med læreren Inocencio og hans kone. De to elever Carlos og Gabriel var de eneste på skolen i weekenden, og spiste også med.

I løbet af den sidste uge har vi fået ni små grislinge på skolen. Eleverne fandt stor glæde i at vise dem frem, og synes det er spændende at passe dem fra de er helt små. Derudover har vi fået en lidt anderledes rolle i det praktiske arbejde for nyligt. Fordi vi nu går ind i sommeren, sås der majs og andre afgrøder, som ikke behøver så meget arbejde og vand på halvdelen af markerne. Eleverne er nu sammen i grupper af to om et stykke jord, hvor de kan dele deres erfaringer. Det er vi en del af, og derfor står der nu Carlos og André på to af markerne.

Den næste uge kommer for vores vedkommende til at gå med at producere en video til årsfesten d. 30/10, i Vorbasse Sognehus. Vi vil lave interviews med forskellige personer og forklare hvad der rører sig på skolen.

Ingen tilgængelig beskrivelse.
Ni små nye grislinge.

Tak fordi i læser med!

Carl Johan og Anders