Påskesøndag blev Sri Lanka ramt af otte dødelige angreb. Tre kirker blev ramt under påskegudstjenesten ligesom tre luksushoteller blev angrebet. De seks næsten simultane angreb blev efterfulgt af to yderligere eksplosioner.
Efter en uges tid lød dødstallet på 253 (herunder 45 børn, hvoraf 3 var danskere). Af de ca. 500, der blev meldt såret, var over 100 stadig indlagt på landets hospitaler. Selvmordsangrebene har efterladt tusinderne af mennesker i sorg og fortvivlelse og deres liv kommer aldrig til at blive det samme igen.
Vores partnere i Sri Lanka
Vi er i tæt dialog med vores partner gennem 10 år, LEADS. Vi er taknemmelige for, at ingen fra LEADS er dræbt eller såret under angrebene. LEADS er en lokal, kristen organisation, så disse angreb, der ramte den kristne minoritet i Sri Lanka hårdt, rører LEADS dybt.
LEADS er en professionel organisation, der har arbejdet med nødhjælpsindsatser siden 1979. Nu er LEADS igen klar på at respondere på en krise. Denne gang en uventet og menneskeskabt krise, som har efterladt mennesker i chok, angst og dyb sorg. Risikoen for, at disse mennesker bliver traumatiserede, er stor. Særligt fordi mange har andre traumatiske oplevelser med i bagagen, som følge af den over 30 år lange borgerkrig, der sluttede i 2009.
LEADS var torsdag d. 25. april vært for et møde med fokus på at koordinere den psykosociale indsats. Der var ca. 30 deltagere, som repræsenterede hospitaler, skoler, psykologer, og andre NGO’er. LEADS vil fokusere på at tilbyde psykosocial støtte til de børn og familier, der er direkte berørte af angrebene. LEADS har erfaring med lignende støtte til ofre fra Tsunamien og andre naturkatastrofer, der har hærget landet siden 2004.
Støtte fra Danmark
Med jeres hjælp har vi kunne samle 29.172 kr. ind til Leads’ nødhjælpsindsats efter terrorangrebene påskesøndag. Disse penge går – sammen med penge fra partnere fra andre lande – til at skabe håb og trøst for dem, som er berørt af angrebene. TAK for jeres gavmildhed!

Status efter 1 måned
Vi har modtaget en status på situationen i Sri Lanka efter angrebene påskesøndag og fortællinger om deres nødhjælpsindsats: Angrebene i Sri Lanka påskesøndag tog mange liv og efterlod endnu flere sårede. Det betyder at mange familier har mistet deres indkomst, fordi de enten har mistet forsørgeren i angrebene, eller fordi han eller hun ikke kan fortsætte med at arbejde på grund af kvæstelser. De sårede er også ved at vende tilbage fra hospitalerne og skal vende sig til en ny hverdag med forskellige handicap – det gælder både voksne og børn.
Det er stadig sorg, der fylder. Sorg over at have mistet nogen, man elsker. At se fremad fra det der er sket, virker som en uoverkommelig opgave. Ikke alene på grund af den sorg, som landet skal igennem. Dertil kommer også den økonomiske situation, som påvirker endnu flere mennesker i Sri Lanka, end dem som er direkte berørt af angrebene. Efter angrebene har Sri Lanka – ikke overraskende – oplevet en markant nedgang i turismen. Det betyder at flere tusinder mennesker mister deres daglige indkomst. Dette er kombineret med de i forvejen stigende leveomkostninger i Sri Lanka.
For at sige det kort: Sri Lanka står overfor en kæmpe stor udfordring! Leads og Assist kan langt fra løse alle disse problemer! Men noget kan vi gøre – og med økonomisk hjælp fra helt almindelige danskere, kan vi få styrket håbet.