På en på et mindre jordstykke i Chicumbanes tørre og sandede jord ligger der en landbrugsskole. Ved skolens hvidkalkede bygninger går der et par grise. Tæt derved kan man se en lille kyllingestald med små kyllinger. Omkring skolen er bede optegnet med lige rækker afgrøder, der af skolens ni elever bliver vandet af den nærliggende vandtank.

De står op hver morgen kl. 05:45 for at passe deres marker. Når de i de tidlige morgenstunder går ud på marken, er solen kun lige stået op, og omkring skolen hænger der derfor ofte en tung dyne af morgendis. Og når solen er skarp om eftermiddagen, samles sveden fra panden sig til små dråber, der løber ned over næseryggen og ender i munden, hvor de smager af salt.  I løbet af dagen er der undervisning i klasseværelset af skolens to lærere. Til middagsmaden bliver klasseværelse til spisesal, hvor ris og sovs går på runde mellem eleverne og lærerne. Skolen hedder WutomiAgri – liv gennem landbrug.

I et kvart år har vi været med i dagligdagen på WutomiAgri. Vi har været i marken med eleverne. Vi har påbegyndt projekter, og haft undervisning i løbet af dagen. Vi har boet ved skolen, og haft vores hverdag i landsbyen Chicumbane, hvor man ikke er i tvivl. Det her er Afrika.

Alt her i livet har sin tid. Sådan gælder det desværre også med volontørrejser til sydøstafrika. I øjeblikket er vi i den store kolde storby Johannesburg i Sydafrika, hvor et fly venter på at transportere os det sidste stykke fra afrikansk forår til dansk efterår. Det er derfor blevet tid til at tage afsked med Mozambique og WutomiAgri. I den anledning har vi nu hver især taget fyldepennen i hånden, og skrevet vores personlige hilsen til skolen, folket, kulturen og landet.

Alfredo

Forelskelse er en hel speciel ting. Det sætter følelser i gang inde i en person, alt sammen bygget på indtryk og handlinger. Efter at have befundet sig tre måneder i Mozambique, på WutomiAgri og generelt i ”de gode menneskers land”, kan jeg med sorg og glæde i hjertet udmelde at jeg er forelsket. Forelsket i et land vis fortid ikke har de smukkeste kapitler, men hvor enden ligner noget smukt.

Uanset, hvor vi har befundet os, har folk altid, med glæde, taget imod os, og vi har kunnet mærke denne åbenhed helt tæt på. Denne medmenneskelighed har vi også følt tæt på, på WutomiAgri. At man som fremmed volontør fra det kolde nord, kan komme til Afrika og føle sig menneskeligt værdsat fra den først dag, har gjort mit ophold til noget uforglemmeligt.

Når jeg sidder i aftensolen med Chicumbane i baggrunden, defekte højtalere med afrikanske toner og lyden og duften af det man kunne tro var spejderlejr, kan man ikke undgå at blive sentimental. Helt urealistisk virker det for mig, at jeg kan befinde mig midt i fattigdom, med sivhytter og ødelagt tøj, men stadig føle en livsglæde så stor hos befolkningen, hvilket man ikke kan andet end forelske sig i. 

Da jeg som ung dreng første gang hørte Kurt fortælle om WutomiAgri, og de første drømme omkring ophold på skolen spirrede, havde jeg aldrig troet, at jeg kunne sidde med fødderne begravet i afrikansk sand og hakken i den afrikanske muld, og konkludere, at jeg nu var forelsket i et land. Forelsket i en skole. Forelsket i det, at vi kan hjælpe, hvor der er brug for det.

Det er et vemodigt farvel, men en tryg tanke om gensyn i fremtiden. Selvom afstanden i fugleflugt fra lille Vorbasse, til oasen WutomiAgri er lang, vil tanken om ens andet hjem, ens nye Mozambiquiske venner og ”de gode menneskers land”, kun være en flyvsk drøm væk, Hvem ved – måske endda kun et fly, der kan udvikle sig til en længere periode i den afrikanske hede.

Simião

Da jeg var lille, havde jeg en mindre køkkenhave ved siden af nogle store grantræer. De skød deres rødder ind under haven, og sugede næring og vand væk fra grøntsagerne. Mod bunden af haven var der så meget skygge fra grantræerne, at det nærmest var nytteløst at så eller plante grøntsager. Jorden var kold, nærringsfattig og udpint. På samme tid havde jeg en blå hakke, lignende dem jeg havde set i fjernsynet fra programmer om Afrika – smal og kunne gå dybt i jorden. Den blå hakke var mit yndlingsredskab i haven. Når jeg fjernede ukrudt hakkede jeg dybt ned i jorden med hakken og gav dermed nye ukrudtsfrø ideelle betingelser.

Jeg kunne godt lide at drømme om, at man kunne opdyrke nyt land med min blå hakke. Jeg brugte derfor lang tid på at udvide haven ind mod de store grantræer. Jeg hakkede rødder og græs ned i jorden, mens jeg i mit hoved forestillede mig, at jeg gjorde store arealer nyt land frugtbart. Jeg elskede at tænke på alle de landmænd, som i Afrika brugte store hakker hver eneste dag på deres marker. I mit hoved forestillede jeg mig hele tiden, hvordan man kunne hjælpe bønder i Afrika. Jeg var dengang ret inspireret af Folkekirkens Nødhjælps kampagne ”Giv en ged”. Hjælp til selvhjælp.

Da jeg for 3 måneder siden pakkede min kuffert til opholdet på WutomiAgri, vidste jeg meget lidt om hvad fremtiden ville bringe. Kurt og Lisbeth havde forsøgt at forklare, hvad vi kunne forvente, og vi gjorde selvfølgelig vores bedste for at forberede os på det. Alligevel føltes afrejsen til Mozambique som at åbne døren ind til et mørkt rum. Man vidste ikke hvad der ville komme til at ske.

Jeg vidste dog, at en landbrugsskole i Mozambique var en enestående og heldig mulighed for at udleve den drøm, jeg havde haft siden mine dagdrømmerier i min køkkenhave som barn.

Nu har vi været på WutomiAgri i 3 måneder. Vi har brugt de store hakker i marken – mere end jeg kunne drømme om. Jeg har fået nye relationer til skolens elever og lærere. Jeg har oprigtigt følt, at vores forskellige projekter har nyttet noget. Og vigtigst af alt, ligger Mozambique ikke længere langt væk i min bevidsthed som ”det fjerne Afrika”. Jeg har ikke ondt af befolkningen i Mozambique. De er mere robuste end de fleste. Og nu er en gruppe fantastiske mennesker fra Chicumbane og omegn jo bare mine venner. Det føles rart.

Da jeg som barn havde brugt den blå hakke intensivt over lang tid, gik den en dag i stykker. Jeg fik flyttet køkkenhaven væk fra grantræerne og lært at bruge skuffejern. Mine dagdrømme blev også med tiden færre.

Men i min taske ligger netop nu et nyt skær til en hakke. Den er udformet præcist som de millioner af hakker, der hver dag kultiverer jorden i hele Mocambique. Jeg glæder mig meget til at få den hjem i min egen køkkenhave. Og når jeg hiver den frem til foråret, vil jeg nok drømme lidt igen. Og jeg vil mindes WutomiAgri.

Sammen vil vi gerne slutte med at sige tak for alle de gode oplevelser, vi har haft på WutomiAgri. Vi er rørte over støtten fra de donorer, som gør et projekt som dette muligt. Venskabsforeningen og dem der arbejder på WutomiAgris danske genbrugsbutik gør et flot stykke arbejde. Vi har været glade for samarbejdet med skolens leder, Gina og lærerne på skolen. Tusind tak til de høflige, venlige og arbejdsomme elever på skolen. Det har været en fornøjelse! Vi vil savne alle.

Mange hilsner

Alfredo og Simião