Lige nu er inflationen på 16 % i Mozambique. Når man hæver penge i banken får man som oftest en god tyk håndfuld sedler med landets første præsident, Samora Machel, printet på siden. Sidste år havde landet flere måneder med 25 % inflation.
Hver måned, når der udbetales løn, står folk i lange køer foran bankerne for at hæve deres penge. Andre tjekker forgæves om de kan vride flere penge ud af deres konto, og knytter forbitret næven i raseri, når de finder ud af, at kontoen er tom.
Vores opfattelse er, at man generelt ikke stoler på bankerne hernede. Hvis pengene skal opbevares sikkert, gøres det bedst under hovedpuden, synes at være den generelle holdning hernede. Men det er ekstremt farligt, for den almindelige opsparer. For hvert eneste minut mister den farverige bunke sedler under hovedpuden værdi. De penge man gemte under puden i går, kan man købe mindre for i dag. Almindelige menneskers opsparinger udhules i et ubarmhjertigt hurtigt tempo, hvis de ikke realiseres med det samme.
Der er kun to måder at undgå det på. Enten må man bruge sine penge på investeringer, eller også må man begynde at sætte pengene i banken. Renterne følger inflationen, og man kan derfor beholde sin købekraft ved at sætte sine penge ind på en opsparingskonto. Hellere i dag end i morgen!
Da vi fandt ud af, at inflationen er så høj i landet, og at tilliden til bankerne er tilsvarende lav – bestemte vi os for at lave et undervisningsforløb i økonomi, for skolens elever. Det kan betyde uendeligt meget for en nyopstartet virksomhed, at man kender til prisstigninger og renter. Du kan være en nok så god landmand, men hvis din opsparing konstant falder i realværdi, nytter det ikke meget.
Første time blev afholdt fredag i denne uge. Vi tog det helt fra bunden. Vi kiggede på udviklingen af et indskud, der fik renteindtægter hvert år. Herefter så vi på konsekvensen af at beholde penge som kontanter, frem for i banken. Vi havde lavet et eksempel, hvor vi udregnede den svindende mængde ris, man kunne købe for den samme mængde penge hvert år. Gina fungerede som oversætter for os, så vi ikke skulle kæmpe med vores portugisisk. Det var stoffet trods alt for svært til.
Økonomitimen var en øjenåbner for mange af skolens elever, men samtidigt ret kontroversiel. Nogle hævdede forsat, at man ikke kunne stole på banker. De fleste følte sig dog inspireret af at vide, hvordan penge kan yngle på en almindelig opsparingskonto. Det er svært for os at forestille en situation, hvor banker bevidst snyder deres kunder. Vi er overbevist om, at mistroen til bankerne, som så mange andre gange i Mozambique, skyldes rygtedannelse og mistro til systemet. Der er kun en måde, hvorpå man kan bekæmpe rygtedannelser og frygt. Det skal bekæmpes med viden. Vores økonomitimer forsætter i næste uge.
Noget vi også vil forsætte med i næste uge er undervisning i computerbrug. En simpel introduktion til computer stod nemlig på programmet i denne uge. Blåkilde Efterskole har sponsoreret en computer til skolen, og den er vi ved at få installeret og sat i gang. Derudover har SoftwareNow sponseret en helt ny officepakke til skolen, hvilket bl.a. giver adgang til programmerne Word og Excel.
Eleverne håndterer med lethed en mobil, men når det kommer til computere, er de straks noget mere usikre. De simple funktioner i Word blev gennemgået, og de fik mulighed for at prøve kræfter med funktionerne selv. Vi havde nemlig opdelt dem i små grupper, så de på skift kunne sidde foran skærmen, tastaturet og musen.
Vi underviste på portugisisk – så godt vi nu kunne. På den front er der sket en del siden vi kom, selvom vores verber som regel bøjes i lidt tilfældige retninger. Logikken sidder der ikke helt endnu. Det kræver også en del mere erfaring at forstå logikken i en computer, så forhåbentligt kan lærerne fortsætte undervisningen med den nye maskine – også efter vi er vendt hjem. Vi sender en stor tak til vores tidligere efterskole for det generøse bidrag til WutomiAgri.
En tak sender vi også til skolens elever, som vi efterhånden er kommet ret tæt på. Vi takker for en forrygende time i onsdagens ’Family time’. Navnet dækker over en stund med fordybelse i det sociale rum eleverne imellem. Udgangspunktet er, at skolen er en stor familie.
Vi havde sammen med Gina lavet personlige spørgsmål til elever, lærere, volontører og ledere. De skulle besvares på skift ved at trække fra en hat. Et spørgsmål kunne lyde; hvad er de 3 bedste egenskaber i dine egne øjne? eller fortæl om et øjeblik i dit liv, der gjorde dig meget lykkelig. Spørgsmålene var ret personlige, og vi var derfor spændte på, om eleverne turde åbne sig og være ærlige. Det gik faktisk langt bedre end forventet. De svarede ærligt med episoder fra deres eget liv, og var friske på at dele både svære og glædelige øjeblikke. Man havde en følelse af, at alle var rykket tættere sammen efter den time.
Et lykkeligt øjeblik indtraf i vores liv, da vi fik installeret skolens nye solceller permanent på grisestaldens tag. De er nu fæstnet godt på toppen af stalden, og en ledning tilslutter solcellerne til batteriet. Nu lades der, hver gang solen skinner, og vi er glade for at skolen ikke mere skal bruge tid, ressourcer og bekymring på at flytte batteriet til opladning inde i byen. Det har været sjovt at skulle lave installationen selv, da det for os begge er lidt nyt, ikke at være vejledt af vores fædre, når der skal laves håndværkerarbejde. Vi lærer rigtigt meget af vores ophold hernede, fordi der er mange ting, der bare skal gøres – også selvom vi ikke har prøvet det før.
Lykken er dog ikke helt fuldstændig. Skolens orne er utroligt glad, for at bryde ud i friheden. Den har lært at gå under hegnet, selvom den får et par rap af tråden undervejs. Så sent som i dag har den været over ved naboen og spise majsmel, og vi måtte derfor mobilisere halvdelen af Chicumbane for at få den ind igen. Indtil vi finder en løsning på problemet, har den fået stuearrest i stalden.
I den kirke som Lisbeth og Kurt kommer i, var der i denne uge et ungt par der skulle giftes. Det lykkedes os at få fat i en invitation sammen med Kurt og Lisbeth, og derfor stod lørdagen på bryllup hele dagen. Vores gave til parret var at tage billeder til festen.
Da Alfredo har titlen af fotograf hernede, var det ham der svedende vred sig rundt mellem gæster for at tage nogle gode billeder til det unge par. Til festen var det tydeligt, at man havde blandet de lokale traditioner med vestlige. Bruden havde hvid kjole på og blev velsignet i kirken. Herefter drog festen hjem til brudens familie for at sige farvel – hun skal nemlig flytte ind hos mandens familie efter brylluppet. Her overrakte familien dansende gaver i form af gryder, pander, capulanas (traditionelt stof), en morter til majs og sengetøj – ja, alt hvad man skal bruge til at starte et nyt liv.
Herefter fulgte en fest i en stor sal med runde borde og mad på tagselvborde. Det hele startede kl. 08:00 og sluttede inden myggene for alvor kommer frem. Det var en dejlig oplevelse at have med sig fra Mozambique, og vi er meget taknemmelige for at vi måtte være med.
Vi samler ihærdigt på indtryk og oplevelser i den sidste tid i landet, da der ikke er mere end et par uger til vi tager hjem. I begge vores hoveder rumsterer der planer om at tage herned igen – og sågar små planer om at købe jord hernede. Vi er forelsket i Mozambique. Hvem ville ikke være det?
De bedste hilsner
Alfredo og Simião
