En af de store spørgsmål vi har tvunget os selv til at besvare i løbet af ugen er, hvad dansk kultur i virkeligheden er for en størrelse. Inden turen til Sydafrika havde vi lovet eleverne at lave en traditionel dansk fest, når de var hjemvendt fra optælling. Og hvad er så det?

Det første sted man starter, når man vil kreere en dansk fest, er vel maden. Her havde vi valgt en typisk dansk menu; Hakkebøf med brunede løg, brun sovs, kartofler, hjemmesyltede agurker, syltede rødbeder og en salat. Til dessert havde vi købt flødeis, som blev overhældt med en lun rød bærsovs med hvid chokolade. Det var måske lidt snyd, men den dag kaldte vi altså den ret rødgrød med fløde. Som altid i sådan en menu, er det sovsen, der er ansvarlig for en god del af smagsoplevelsen, og vi havde derfor gjort os umage med indkogning af fond og tilsmagning med rigelige mængder piskefløde.

Noget typisk for danske fester er vel også vores glæde ved at tage levende planter, grene og blomster med indenfor. Af den grund havde vi dækket op med en stor blomsterdekoration på bordet, bestående at slyngplanter og blomster fra engen ved siden af huset. Kaffe i rigelige mål hører sig også til, og dertil selvfølgelig kager og småkager. Og så stopper det ligesom. Så kunne vi ikke rigtigt finde på mere til en typisk dansk fest anno 2017. Derfor havde vi fortolket og digtet en smule på dansk kultur og gået nogle år tilbage i tiden.

Inden festen havde vi nemlig lært os selv trinnene til en lille folkedans til melodien ”Åh Susanne”. Festen var efter vores bedste vurdering en succes. De fleste var begejstrede for maden, også selvom syltede agurker ikke gik rent ind over hele linjen. Desserten var et, for os, uventet højdepunkt, som alle var meget imponerede over. Men det sjoveste var, da vi fjernede alle borde og lærte dem at danse ”Åh Susanne”. I vores lille stue genlød det af høje grin, klap og tramp i den mørke afrikanske aften, indtil eleverne vendte glade hjem til deres værelser.

Ud over at forholde os til dansk kultur, har vi også mødt en ny bid af Mozambiquisk kultur i denne uge. Vi har for første gang hernede været i kirke. Dagen vi havde valgt at tage i kirke på, var en festdag, da der skulle holdes en form for konfirmation. Da vi ankom til kirken blev vi placeret på plasticstole forrest i kirken. Efter indledende sang holdt præsten en prædiken. Som vi forstod det, var det en mere eller mindre løs essayagtig fri tale med tilfældige nedslag i biblen.

Vigtigt var det for præsten at give menigheden gode råd og formaninger. Han understregede blandt andet, at hvide ikke er mere værd end sorte. Alle er lige meget værd. En vigtig lektie i et samfund, hvor der er megen snak om race og forskellen på hvide og sorte.

Efter dette budskab blev vi, som de eneste to hvide til gudstjenesten, af præsten, inviteret til et privilegeret højbord, hvor han og syv andre af sognets spidser fik serveret middagsmad. Der var lidt uenighed om, hvorvidt den trofaste kirkegænger Nicolácio måtte deltage, men som vores ledsager fik han lov til at deltage sammen med Antonio, en af eleverne fra skolen, der også var med. Der var tjenere til at opvarte, og på menuen stod kylling og ris.

Efter den oplevelse blev vi ført tilbage til plasticstolene, hvor en lang fest med dans fulgte. Forskellige aldersgrupper gik på scenen for at danse og synge. De var meget dygtige, og det var en fantastisk oplevelse at være med i. Men da vi sammenlagt havde været i kirken i seks timer vurderede vi, at vi var færdige med kirkegang for den søndag. Vi fik dog at vide, at før vi gik, ville det være bedst at sige et par ord til menigheden.

Derudover blev vi meget kraftigt opfordret til at deltage i dansen – så kraftigt, at vi rent faktisk endte med at danse for menigheden. Der er ikke forskel på hvide og sorte understregede præsten, så hvorfor det lige var os der skulle holde tale, danse – samt deltage i en eksklusiv middag, har vi stadig ikke fået svar på.

Mere stille og roligt er det på WutomiAgris marker. Bønner og andre bælgplanter fikserer som bekendt selv kvælstof fra luften. Det sker gennem knoldbakterierne på plantens rødder. Bælgplanter er derfor nyttige i kvælstoffattig jord, og er en vigtig brik i et sundt sædskifte. På WutomiAgri samarbejdede alle elever i denne uge om at få høstet skolens store areal modne pintobønner. Denne bønnesort tørrer man ned på marken, hvorefter de kan gemmes i månedsvis indtil de udblødes til brug i køkkenet.

Arbejdet med at bælge og sortere bønnerne var et hyggeligt langsommeligt arbejde, der gav anledning til at snakke lidt med eleverne om Danmark – og i særlig grad om hvordan havebrug og landbrug fungerer derhjemme. Især var de overraskede over, hvor grønt det hele er om sommeren i Danmark, og at vi rent faktisk har mange af de samme afgrøder som dem.

Pintobønner er en af de sorter, vi også havde medbragt til skolen, men vi kunne ved vores ankomst til skolen konstatere, at der allerede var en stor produktion af pintobønner i gang. Det ser dog ud til, at vores medbragte bønner ser en smule anderledes ud, og vi må se om de giver et bedre udbytte end dem de i forvejen har hernede. Indtil videre ser de i hvert fald ud til at trives rigtigt godt i vores bed, og når de er klar til høst, kan vi med Nicolácio vurdere, om der skal avles videre på dem hernede.

I denne uge havde vi derudover haft undervisning ved skolens kompost. Den blev vendt og vandet, og vi fik lejlighed til endnu en gang at snakke om mikroorganismer og deres rolle i omsætningen af planterester til god kompost. Heldigvis kunne vi konstatere, at der var en god omsætning i gang, da vi vendte komposten, så det var også tydeligt for eleverne, at der rent faktisk foregår noget nede i bunken af planterester og organisk køkkenaffald.

Lørdag var det fest for WutomiAgris venskabsforening i Danmark. I den anledning sendte vi live hernedefra, og fik mulighed for at hilse på Kurt og Lisbeth samt de andre fra foreningen. Det var dejligt at kunne vise WutomiAgri frem, og snakke lidt om det vi går og laver hernede. På mødet var der kaffe og kage i rigelige mål, og det skabte en lille længsel i os efter hygge, god dansk mad og samvær. Så måske er vi ikke helt uden kultur i Danmark, selv uden ”Åh Susanne” – nogle gange skal man nok bare til Mozambique for at indse det.

De bedste hilsner
Alfredo og Simião