Det er en helt speciel oplevelse at køre ind over grænsen fra Mozambique til Sydafrika. Forskellene mellem de to nabolande er til at få øje på. I den sidste måned har vi kun set et par traktorer her i Mozambique – slidte Massey Ferguson traktorer uden førerhus. Vi har blot set få reelle plantager, og større markbrug er vi ikke stødt på. Det meste foregår ved håndkraft og brug af den traditionelle afrikanske hakke. Landbrugsarealet er brudt op i små jordlodder omkring husene. Meget af jorden står uopdyrket hen.

I Sydafrika er alt dette vendt på hovedet. Efter vi havde fået et stempel i vores pas, og var kørt ind i Sydafrika, kunne vi til begge sider se bananpalmer, citron – og appelsinlunde og senere endog hvedemarker. Mellem bananpalmerne var der udspændt drypvandingssystemer, der fik toppen til at lyse grønt op. På hvedemarkerne var der lavet bevægelige vandingsstativer, som effektivt kunne fejes henover marken. Da vi var kørt længere ind i landet, så vi også enorme lastbiler, der transporterede appelsiner og sukkerrør. I en maskinforretning var der opstillet firehjulstrukne New Holland traktorer. Udenfor de forskellige plantager var gårdens navn og logo malet på farvestrålende skilte. Ikke så mærkeligt at landet er en økonomisk drivkraft i hele regionen.

På WutomiAgri vandes der med vandkande, bedene luges med hakker, og når der skal sprøjtes bruges en rygsprøjte. Redskaberne er primitive. Fremgangsmåderne er simple. Nogle ville måske spørge sig selv – hvorfor ikke benytte mere af al den tilgængelige teknologi på en danskstøttet landbrugsskole? Flere landbrugsredskaber kunne væsentligt reducere behovet for mandetimer i marken. Svaret på det, kan man finde ved at kigge på Sydafrika.

Landbruget i Sydafrika har en enorm teknologisk kraft. Landet ligner mange steder Europa. En moderne mineindustri giver ikke kun arbejde lokalt, men også til folk i Mozambique. På overfladen ser det flot ud. Men landet er splittet mellem en økonomisk overklasse og en underklasse, der lever præcist som fattige i Mozambique gør. Landet er splittet mellem de hvide Afrikaanere og den lokale sorte befolkning. Den officielle ophævelse af apartheid faldt først i 1994, og eftervirkningerne er derfor stadig meget nærværende. En af vores nætter i Sydafrika tilbragte vi i den lille by Thulamhashe, der velstandsmæssigt til forveksling ligner Chichumbane. Men hvor Chichumbane er fyldt med liv, glæde, smil og farvestrålende klæder, var Thulamhashe bitter og uimødekommende. I mange år har fortrinsvist hvide opbygget en industri, der har givet velstand til nogle få, men ikke gavnet den fattigste del af befolkningen. Udviklingen er sket hurtigt nogle steder og stagneret på andre områder. Sådan en splittelse er skadelig for ethvert land.

En landbrugsskole i Mozambique skal derfor naturligvis starte, der hvor lokalbefolkningen er. På WutomiAgri er redskaberne simple, men de definerede bede og fastlagte rutiner er alligevel et skridt fremad, i forhold til den måde, dyrkningen foregår på i lokalområdet. Man skal huske, at fast vanding og optegnede bede er et teknologisk fremskridt hernede. Og så må der gå nogen tid, før man drømmer om en vifte af mejetærskere, der skuldre ved skuldre fejer hen over en solgul mark under den Mozambiquiske himmel. Det scenarie er vi mange år fra.

Vores lille hvedemark er ikke solgul endnu, og når den bliver det, får den ikke selskab af en fejende vifte af mejetærskere. Den er derimod blevet angrebet af naboens høns, og vi har derfor lavet foranstaltninger for at forhindre, at de spiser de små planter. Et lille hegn omkring marken var ikke nok, så i bunden ligger nu nogle helt specielle afrikanske hækplanter. De er udstyret, som så mange andre planter hernede, med store giftige pigge. Helt tæt er de placeret, og hønsene er efter det tiltag ikke set i vores mark.

Primitivt gik det også til, da vi inden vores ferie til Sydafrika deltog i slagtningen af en af skolens grise, der netop er blevet solgt.  Skolens vagt, Armando, stod sammen med Nicolácio for arbejdet. Vi hjalp til, hvor vi kunne, og vi nød inden slagtningen af sidde rundt om bålene med det kogende vand og snakke med Nicolácio og Armando.

Vores helt store projekt har den seneste tid været haven uden for Ginas hus. Når man bygger huse hernede, går man udelukkende op i at få huset færdigt så nemt som muligt. Derfor efterlades der murbrokker, betonstykker, sten og store huller omkring nybyggede huse. Ginas hus er ingen undtagelse, og vi har derfor kæmpet med at dække et stort hul til, samt at samle sten fra hele grunden. Vi har påbegyndt stensætninger omkring citron – og avokadotræer rundt omkring i haven.

Derudover har vi opdaget en lille hemmelighed, der lå gemt under sandet i haven. Der hvor håndværkerne har blandet betonen under byggeriet, er der nu en stor betonflade. Den store flade ligner nærmest en stor sten, og vi har besluttet os for at inkorporere den i vores haveplaner. I fladen banker vi små bede, der bryder den store ”sten”. Omkring har vi tænkt at plante en form for hæk. Vi ser for os, at der kunne være en poetisk skønhed i at plante roser, der trodser den store betonflade. Vi håber derfor på at se en rose skyde, så de øde vange kommer til at blomstre som en rosengård – i et gyldenår.

Den næste tid vil vi bl.a. forberede os på at sende en hilsen til venskabsforening på årets generalforsamling. Vi videotransmitterer hernede fra, ligesom Anne Og Cecilie gjorde det sidste år. Vi håber, at I glæder jer lige så meget som vi gør.

De bedste hilsner
Simon og Alfredo