Tak for denne gang, WutomiAgri
Vi erkender, at dette nyhedsbrev er lidt (læs noget) forsinket, men der er simpelthen sket så mange ting.
Den første periode er gået her på skolen, og tiden er virkelig bare fløjet afsted. Vi rejste fra Danmark med nogle forskellige projekter, og de er heldigvis lykkedes rigtig godt!
Nu har vi altså forladt skolen og befinder os pt i Zimpeto, Maputo, hvor vi arbejder på en før-skole med en masse dejlige børn. Vi kommer (heldigvis) tilbage til WutomiAgri i november måned, og det glæder vi os rigtig meget til 🙂
Vores projekter
To større projekter, som vi havde sat os for den første periode på skolen, var at bygge en kompostbeholder samt at få et sådant system op af køre. Dertil ville vi også rigtig gerne udvide den eksisterende udendørs grisesti.
Selvom ting nogle gange går knapt så hurtigt som man (vi) kunne ønske os, er vi alligevel (næsten) lykkedes med begge projekter. Vi ser i hvert fald at vi bliver færdige før vi rejser til Danmark igen.
I uge 36 var Anne og Claricia i byen for at købe ind til den nye udendørs grisesti. I samarbejde med eleverne havde de tidligere målt op, regnet ud og lagt budget. Med hjem fra Xai-Xai havde pigerne så jernstænger og tråd, hvilket i de følgende dage blev sat op. Eleverne havde stor fokus på at have den samme afstand mellem jernstængerne og at få hegnet til at blive lige. Nu står hegnet så fint og flot – og lige. Det eneste der nu mangles, er at få købt et batteri, således at der kan komme strøm i hegnet. Vi skulle jo nødigt risikere at grisene løber væk 🙂 Så nu er det snart tid til at grisene kan komme ud, og det glæder vi os til.
I løbe af uge 37 fik vi også købt træpæle til vores hjemmelavede kompostbeholder. På en fredag morgen (der ellers var lidt trist pga. af stjålen vandpumpe) begyndte vi ved en 7-tiden at arbejde. Vi fandt et målebånd og fik målt op, og derefter kom sablen ellers frem, så vi kunne få lavet nogle huller til træpælene. Det foregik ved, at man stak sablen i jorden og løsnede jorden, hvorefter man gravede jorden op med hænderne. Da det var gjort kom pælene i jorden, og vi gik ihærdigt på jagt efter pæle eller større grene, som ikke blev brugt på skolen. Vi fandt heldigvis en del og begyndte at bygge selve siderne på beholderen. Ved 11-tiden stod vi med en fin, flot og færdig kompostbeholder. En af lærerne på skolen sagde efterfølgende: ”Ej piger, hvor er det fedt at se, at I har lavet sådan en beholder uden at bruge særlig mange penge på det, men bare med naturlige materialer. Nu forstår jeg, når I siger, at jeg også kan lave sådan en derhjemme”. Det var virkelig dejligt at høre, for det var jo lige netop hensigten. Og ja, vi kunne sagtens have købt en færdig beholder eller en masse træplader fra den lokale tømmerhandler til bygge siderne med, men det gjorde vi ikke, fordi det for langt de fleste mozambiquere ikke er realistisk at bruge penge på en sådan beholder.
Udover en kompostbeholder og en grisesti har vi også fået ryddet et område for ukrudt, sådan at vi kunne få plantet flere søde kartofler. Søde kartoflerne blev plantet ved at skære nogle skud af de søde kartofler, som skolen allerede havde og sætte dem i jorden. Der skal i det næste stykke tid plantes flere søde kartofler via denne metode, men først når der er kommet flere skud på kartoflerne, som man kan tage af.
I løbet af de sidste to uger har Cecilie haft engelskundervisning med eleverne og det går forrygende. Undervisningen finder sted i elevernes middagspause fra 11.30-15.00. De undervises 2 elever af gangen i 1-1,5 time. Eleverne har i forvejen nogle rigtig gode engelskbøger fra deres folkeskole, som de arbejder i. Man kan mærke en stor glæde ved undervisningen og der er også en tydelig udvikling hos eleverne. De fleste af eleverne forstår faktisk overraskende meget engelsk, hvis bare man taler klart og tydelig. Udfordringen er at konstruere sætninger og derefter at få dem udtalt. Og vi ved præcis hvordan de har det, for det er præcis ligesom vores udfordring ved portugisisk 🙂
Hverdagens små glæder og udfordringer
I vores skønne og dejlige gæstebolig har vi ikke haft elektricitet denne måned, hvilket af og til har været en udfordring, men også sjovt. Vi har hurtigt vænnet os til, at man skal koge vand for at komme i bad, til madlavning og til tøjvask. Det er faktisk slet ikke så slemt at undvære, som man ellers kunne tænke. Vi har stearinlys og pandelamper og det er simpelthen hammer hyggeligt 🙂
En fredag morgen fik skolen desværre stjålet deres vandpumpe om natten. Der var hurtigt mange mennesker hernede, som var klar til at hjælpe, så vi fik allerede vand igen lørdag eftermiddag. Det var virkelig godt, eftersom solen skinnede meget, og vi ikke havde vand til afgrøderne. Da vandet kom igen blev markerne vandet for fulde tryk 🙂
Besøg hos Inocêncio
Tilbage i den første uge var vi sammen med skolens leder Gina samt Lisbet og Kurt på besøg hos en af elverne, Inocêncio. Her så vi hans hjem og deres gård. Og hold nu op, hvor var det en overvældende, god og fantastisk tur. Vi så deres grise, geder og køkkenhave, som de har derhjemme. Man kunne se på køkkenhaven, at han har lært sin mor de samme metoder til at dyrke afgrøder med, som de lærer her på skolen. Herefter kørte vi i trucken, for at komme ud at se nogle af familiens marker. Inocêncios mor går ud til markerne hver dag for at dyrke dem, og det tager cirka halvanden time at gå den ene vej. Det vil altså sige, at hun går hjemmefra meget tidligt om morgenen og kommer sent hjem om aftenen. Denne kvinde har vi en meget stor respekt for! Hun er virkelig det, man kalder en arbejdsom kvinde, og hun kæmper virkelig for sin familie. Vi er virkelig imponeret over alt det, som Inocêncio har lært hende, og det var simpelthen så fantastisk at se. Det er lige præcis det, der er meningen med landbrugsskolen; at de selv lærer at dyrke jorden, og bagefter lærer de det videre til familie og det samfund, de bor i.
