Landet på WutomiAgri

Efter lang tids venten er vi endelig kommet til Mozambique.
Onsdag morgen landede vi sammen med Lisbet og Kurt i Johannesburg, hvorefter vi kørte langs (E)N1 for at nå til Mozambique og senere Xai-Xai distriktet. Lørdag var vi for første gang ude at se skolen i Chicumbane, Xai-Xai. Og WOW. Hvor er det bare fint og flot. Både elevboliger, undervisningslokaler, agerbrugsarealer og ikke mindst deres nye lille butiksbygning, som byder velkommen til WutomiAgri.

Store flyttedag

Da vi ankom til skolen mandag, var vi nede og se gæstehuset, som skal vi bo i. Og hold nu op, det er virkelig et flot hus. Herefter kom 4 af skolens søde piger med vand, spand, sæbe og klude, så vi kunne få gjort huset rent efter byggeriet.

Efter den store rengøring, deltog vi i en af eleverne praktiske timer med Claricia. Dagens opgave bestod i at høste blade fra skolens moringa-træer (som ifølge Lisbet gode for alt, rigtig medicintræer). Vi hjalp med at plukke bladene af grenene, for at de kunne lægges til tørre. Disse skal efterfølgende laves til et krydderi ved at knuse bladene fint. Under arbejdet snakkede vi med eleverne om løst og fast. Claricia var heldigvis til stede, så hun kunne oversætte frem og tilbage. Vi fik blandt andet snakket om, at man udover bladene også sagtens kan bruge grenene, som man enten kan fodre grisene med eller kompostere. Så det fik hun forklaret eleverne, og bagefter gik vi op og smed det i det kompostsystem, de allerede har. Planen er, at vi skal have lavet et større kompostsystem til dem.

Tirsdag var vi sammen med Lisbet i Xai-Xai for at handle inventar til huset samt en smule mad, så vi kan klare os. Efter at have pakket ud, serverede vi en kop kaffe for vores første gæster (og søde flyttemænd) Lisbet og Kurt.

Vi har ikke elektricitet i huset endnu, så når her bliver mørkt (omkring kl. 18) finder vi pandelamper og stearinlys frem. Det er faktisk rigtig hyggeligt, at der ikke er mere lys. Det giver en fantastisk ro og man kobler automatisk af, når huset hun lyses op at et blødt starinlysskær mens man venter på at vandet bliver varmt, således at man kan komme i bad. Vi holdes dog i live af vores skønne naboer, som af uforklarlige årsager hører det samme beat døgnet rundt, alt i mens at hanen galer – ikke kun ved solopgang.
Onsdag eftermiddag var vi med til en praktisk landbrugstime, hvor eleverne sprøjtede deres afgrøder for lus og andre udyr sammen med landbrugslæreren João. Dette skal gøres hver 3. uge for at holde insekterne væk.

Os (Anne og Cecilie) på skolen

Vores funktion som volontører her på skolen er, at vi skal have noget tid sammen med de forskellige lærere, hvor vi snakker om deres fag. Herefter skal den nye viden gerne videreformidles til eleverne, hvorefter vi kan gå ud og bruge det i praksis. Vi håber på, at kunne få sat flere ting i gang såsom større fokus på hygiejne, mere plads til grisene, en større udnyttelse af den jord skolen har, et større kompostsystem og engelsk undervisning med eleverne.
Vi indgår delvist i skolens madordning. Dette indbærer, at vi spiser frokost på skolen alle ugens hverdage, samt deltager i elevernes aftensmad to gange ugentligt. Ellers skal vi selv lave vores mad, hvilket bliver rigtig spændende selv at skulle stå for. Det er en god forberedelse til at flytte hjemmefra, hvilket også er ønsket når vi begge kommer hjem.

Sproget

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har relativt store sprogproblemer. Selvom vi begge har haft spansk i gymnasiet, er det rigtig svært at følge med, når en mozambiquer taler. Vi vil mene, at det er en værre løgn at sige, at portugisisk for en spanier er som svensk for en dansker. Men vi tager det med oprejst pande og medbringer tit ordbogen når vi er sammen med eleverne. Den anden dag gav eleverne endda Cecilie simpel undervisning, mens Anne var med i en praktisk lektion 🙂