En velkomst uden lige

Anders og Carl Johan – hvordan ligger det mon i munden på en mozambiquer? Ikke godt nok til, at vi fik lov til at beholde vores danske navne meget mere end en time efter ankomst – og derfra gik vi under André og Carlos. Måske det er en god målestok for hvor meget investeres i, at vi hurtigt bliver integrereret i den mozambiquiske kultur. Vi oplever en konstant lyst til at præsentere nye dele af byen, ny mad eller mennesker for os. Efter godt en uge hvor vi konstant er blevet eksponeret for nye indtryk er det derfor et godt tidspunkt at stoppe op og reflektere over, hvordan den første tid er gået. Og hvilken en uge det har været.

Til familiefest.

Tid til at bygge rede

Da vi ankom var eleverne på ferie, og da der var helligdag tirsdag, gav det os en lang weekend efter ankomst. På den måde havde vi lang tid til at få en god smag på hvordan menneskene og byen var, inden vi skulle i gang med det rigtige arbejde på skolen. Det betød at vi allerede på tredjedagen blev inviteret til fest med skolelederen Ginas familie. Hendes kusines datters nye kæreste skulle præsenteres for den store familie, og da to jyske drenge hørte at man fejrede det med en stor fest, skulle vi lige være sikre på, at vi havde forstået ret. At få indblik i kulturen fra så mange forskellige perspektiver er berigende for ens første tid i et nyt land. De sætter en ære i at åbne sine hjem op, og vi fandt ud af hvordan en familiefest også kan holdes.

Eleverne dryssede ind i løbet af mandag og tirsdag, og det gav os derfor mulighed for at bidrage til nogle andre nødvendige opgaver, som at levere kyllinger og sørge for essentielle ressourcer til skolen, alt imens vi langsomt mødte skolens elever en af gangen, inden vi skulle præsenteres for hinanden onsdag.

De første kyllinger bliver leveret.

Endelig i gang på WutomiAgri

Torsdag var den første rigtige dag på skolen. Vores dag består af at deltage i det praktiske morgen- og eftermiddagsarbejde med afgrøder og dyr, og midt på dagen har vi undervisning i enten engelsk eller IT. Det var med meget uvished vi gik ind til undervisningen, for vi kendte ikke til niveauet. Og selvom vores portugisiske forbedres hver dag må vi alligevel indrømme at der er nogle sprogbarrierer. Det skulle dog vise sig ikke at være den store hindring, for blandt de 12 elever oplevede vi en lærelyst, som nærmest var euforiserende for os. Der kunne allerede ses resultater fra engelsk den første eftermiddag, hvor der blev plukket bønner mens alle de kendte engelske fraser blev slynget ud. Den modtagelse har virkelig givet os blod på tanden. En interessant observation var, at skolen prioriterede at have flere IT timer end engelsk timer. Det var ikke hvad vi havde forventet, men det er godt at se at skolen følger den teknologiske udvikling. Vi har medbragt fire computere til undervisningen, og eleverne elsker at få lov til bare at lege rundt på dem.

Den første IT undervsining – der var stor glæde.

Iværksætterånd – på og udenfor skolen

Det er ikke kun på skolen, at vi oplever iværksætterånden. Overalt ser man små butikker og forretninger, typisk i form af boder der sælger varer, eller forretninger der specialiserer sig med service i alle aspekter. Vi blev hurtigt fortalt, at det er svært at få et job i Mozambique, så man må ofte selv skabe det. Og netop det er Gina og hendes mand Tininho ved at gøre. De har købt et stykke land i et nybyggerområde hvor der endnu ikke er nogen butik. De vil starte den første, og weekenderne bliver derfor brugt på at opbygge den. For to handelskole drenge der har lært om virksomhedsopstart igennem tre år, er det fantastisk at møde en kultur hvor det er så naturligt at gøre.

Sammen med Gina og Tininho har vi plantet træer der skal give skygge omkring butikken.

Den første tid har været fantastisk, og vi ser frem til mange flere uforglemmelige stunder.

Carl Johan og Anders

Hele holdet er i gang når der skal sorteres bønner.
Sammen når vi længst.

Kommentér