I gang med ellevte skoleår
Den 3. maj startede 13 unge det nye skoleår på WutomiAgri. Siden da har rygterne ind imellem gået, at nu lukker præsidenten skolerne ned igen. Sidste uge blev det aktuelt, men heldigvis har vi en god landlig placering, så vi har lov at fortsætte. Og på de tre måneder har vi stolte set vores nye elever rykke sig enormt.

Undervisningen
Vi har udvidet vores lærerstand, så Clarícia, der var lærer i 2017, nu kommer to gange om ugen til undervisning i iværksætteri. Vi Terps havde fornøjelsen af at dele dette fag imellem os sidste år, men vi indrømmer, at det nok er godt givet ud, at Clarícia har overtaget. Efter WutomiAgri har Clarícia læst landbrugsbusiness på universitetet – nu på sidste år, så det er et håb og en plan, at hun kan fortsætte på fuld tid fra næste skoleår.

Iværksætterne
Hvordan går det så med vores elever, når de rejser hjem? Sådan spørger mange – og med god grund. Det er jo derfor vi er her! Efterhånden er det en stor post at besøge de tidligere elever – iværksætterne – men vi prioriterer dem højt. Det er vigtigt for deres succes, at vi hjælper dem til en god start. Hør os fortælle om nogle af dem på videoen.
Nu med videohilsen
Som den årvågne har bemærket, fik jeg lyst til at lave lidt om på designet af nyhedsbrevet. Men så stod vi pludselig med for lidt plads til at fortælle alt, hvad vi har på hjerte. Klik derfor og se mere.
Mozambique 50+
Vi ønsker os meget, at det bliver muligt at tage et nyt hold 50+ere med til Mozambique til februar. Vi har endda reserveret flybilletterne, men tøver lidt med den store glæde, da corona selvfølgelig stadig kan nå at lave rav i den. Lad os høre, hvis du gerne vil med.
Varme hilsner
Vinteren har bragt en del corona med sig, og dødsfald er ikke sjældne. På WutomiAgri er vi velsignede. Her er ingen ramt. Tak for forbøn! Og tak for den store opbakning, som vi mærker!
Kurt & Lisbet

Venskabsforeningens årsfest bliver den 30. oktober. Invitation følger.