Sammentømret ind i 2021

Det er ikke altid lige let at skrive julehilsen! Vi havde ellers glædet os til at fortælle, hvordan WutomiAgri dette år har blomstret til trods for pandemiens udfordringer. Men den 11. december blev alt det gode overskygget af en uforståelig tragedie, da vi mistede tre elskede elever, António, Basílio og Gonçalves. Læs om drukneulykken her.

Juleferien bragte ro og eftertænksomhed, og vi har fået ulykken lidt på afstand. Det føles stadig, som om smerten og savnet aldrig går væk, men alt det gode overskygges ikke mere.
Vi er fulde af taknemmelighed for al den kærlighed, vi i Wutomi-familien mærker fra nær og fjern – både i Syd og Nord. Og som stab er vi nu endda blevet endnu mere sammentømret.

13 smukke elever nåede vi op på siden sidst i august. Den unge mand med krokodilleundskyldningen kunne vi ikke blive ved at vente på. Vi ved stadig ikke, om han blot var blevet inspireret af Chris og Chokoladefabrikken.

Decembers købekraft eksploderede på mystisk vis igen i år – som det altid sker, når det er tiden til, at familierne samles. I det mindste i denne måned er der blevet købt kyllinger og æg på WutomiAgri, som om alle har glemt coronaens trængsler.

Også de nye iværksættere, der har startet første hold kyllinger op til julesalg, har alle meldt tilbage, at forretningerne er gået over al forventning. Her ses Lídia foran sit nye kyllingehus ved modtagelsen af de daggamle kræ i midten af november. Hun har hele familiens opbakning.

En tradition er det blevet, at vi i juledagene tager rundt til vores ansatte med en påskønnelse af deres gode arbejde. I år satte vi ekstra tid af til besøg hos Inocêncio og hans kone, der begge er i starten af tyverne, men har udvist en enorm handlekraft og modenhed i forbindelse med ulykken. Vi ved, at vores ansatte kan få brug for professionel hjælp i den nærmeste fremtid, så vi har allieret os med en krisepsykolog fra hovedstaden.

Til vores foreningsmedlemmer tog vi rundt med en kurv med blandt andet produkter fra WutomiAgri, så vi har ikke kedet os den sidste uge.

Jordkøbet – altså at få papirerne på vores jord overdraget fra YFC-Mozambique til WutomiAgri – har stået på dagsordenen de sidste år. Forsigtigt tør vi nu sige, at det tyder på, at aftalen snart er i hus. Vi glæder os til, at vi forhåbentligt kan offentliggøre købet først i det nye år! Derudover har vi flere andre planer for udvikling af WutomiAgri i 2021. Vi skal have bygget mur om Ginas hus, vores ansatte har fået en klækkelig lønforhøjelse, vi har planer om at ansætte en ekstra lærer, vi vil opkøbe kvæg og får til opfedning, og vi skal bruge flere ressourcer på opfølgning af WutomiAgris iværksættere. Jeres bidrag gør det muligt at sætte gang i disse forbedringer!

Varme hilsner – med ønsket om et godt og velsignet nytår!

På trods af katastrofen er det godt at være tilbage i Mozambique. Vi er ikke i tvivl om, at det er her, vi hører til nu.
Ekstra stor tak for opbakning, støtte og forbøn! Vi og WutomiAgri har brug for den. Det betyder meget for os, at vi så tydeligt kan mærke, at vi ikke er alene. På særlig vis har mange af jer vist, at I er med os – også når vi møder smerte og tab. Tak!

Kurt & Lisbet