Vi ville så gerne spole tiden ti dage tilbage

Sidste fredag, den 11. december, var WutomiAgris elever og personale på stranden for at nyde en afslutningsdag og -frokost inden eksamensuge og juleferie.

Og det var en god dag. Men det blev den værste!

Efter frokost var alle elever igen i vandet, men kun, hvor de sagtens kunne bunde. Og det er stadig et mysterium, hvordan det kunne ske, men António, Basílio og Gonçalves må have blevet overrasket af en bølge, en fordybning, hvor de pludseligt ikke kunde bunde, og en stærk strøm. De forsvandt i havet for øjnene af deres gode venner. En redningsaktion blev sat i gang af kystvagten, men der var desværre intet at gøre med de ressourcer, man havde adgang til.

Tirsdag eftermiddag blev Antónios lig fundet, og vi var alle, elever, personale og bestyrelsesmedlemmer, til hans begravelse sent om aftenen. Fredag blev Basílios lig fundet, og igen var vi alle til begravelse – denne gang i silende regn.

Liget af Gonçalves er desværre stadig ikke fundet. Vi beder til, at det snart må skylle i land. Vi holder kystvagten aktive i søgningen, og alle fiskerne i et meget stort område har fået besked på at være opmærksomme.

Alle gør deres bedste. Alle vil gerne hjælpe. Midt i det hele mærker vi så meget kærlighed.

Vores elever er i dag til morgen rejst hjem på juleferie, hver til sin del af provinsen. Derfor besøgte vi i går Gonçalves’ familie, så eleverne også kunne få sagt ordentligt farvel til dem. Det blev en klar, lang og smuk dag med sang, grin, tårer og gode snakke i træets skygge.

Hvis familien, som vi håber på og beder til, kan holde begravelse snart, vil vi kun komme nogle få repræsentanter fra WutomiAgri.

Vi er alle meget påvirkede af den tragiske ulykke. Sammen med medlemmer fra alle tre familier har vi fra personalet og foreningen hver dag patruljeret og ventet på stranden. Vi står sammen; WutomiAgri, de dødes familier, kystvagten og de lokale på stranden.

Ovenikøbet har alle de tre familier takket os for, hvad WutomiAgri har givet deres sønner, og de har alle sagt, at vi ikke må stoppe vores gode arbejde. De finder trøst i, at det må have været deres skæbne: ”Gud er den, der sår – og så har han også ret til at høste, når han vil.” Så er ingen skyldige. Vi hører mange sætninger i retningen af: ”Havde det ikke været ved stranden, kunne det have blevet i bilen på vej hjem.” Vi synes ikke, det er tid til teologiske diskussioner.

Nu må vi bare selv kæmpe med at få fred med, at tre gode og elskede unge mænd, António, Basílio og Gonçalves, ikke er her længere.

Æret være deres minde.

Varme hilsner på vegne af hele WutomiAgri-teamet,
Kurt & Lisbet

Med stor tak for opmuntring og forbøn! Vi mærker det alle hernede!

Kommentér