“Ikke en spurv falder til jorden uden at jeres Far ved om det….. Vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.” Mattæus ev. 10, 29-30
I begyndelsen af august måned blev Bangladesh ramt af stor usikkerhed og uro. Regeringen havde taget nogle drastiske valg bl.a. at genindføre en uretfærdig lov, der forfordelte familier af tidligere nationalhelte, der i 1971 kæmpede for et frit Bangladesh med eget sprog, Bangla. Familierne var blevet lovet at få regeringsjobs før andre. Regeringsansatte får livslang pension efter 30 års tjeneste. Disse familier er ikke længere en stor del af befolkningen som i 1971. I dag er der ca. 170 millioner mennesker i Bangladesh og landets størrelse er kun godt 3 gange større end Danmark. Da loven blev genindført i august i år, efter en omstødelse for cirka 10 år siden, gjorde især de unge studerende og oppositionen oprør. Det endte rigtig slemt med over 200 døde, plyndringer og hærværk af regeringskontorer. Regeringen og parlamentsmedlemmer flygtede ud af landet.
Nu tre måneder efter er Bangladesh næsten tilbage til normalen. Skoler, universiteter, offentlige kontorer med videre var lukket i 20 dage. Folk vidste ikke om de var købt eller solgt. Madvarer var svære at få fat i, fordi folk ikke turde gå udenfor deres hjem hverken i byerne eller i landsbyerne. Derefter overtog militæret styret sammen med en midlertidig leder Mohammad Yunus, og de regerer pt i Bangladesh. Igen tør mennesker nu gå ud og gøre forretninger og passe deres arbejde. Men som altid i sådanne konflikter er det de fattigste og de sårbare familier, der har det sværest.

ESP, Educational Sponsorship Project kører godt trods omstændighederne. Vi har modtaget tre gode kvartalsrapporter, og meldingerne er, at projektet er til glæde både i menighederne og hos den enkelte modtager. Sponsorater/stipendier bliver givet i forholdet 80/20, som betyder 80 % til kristne børn og unge og 20 % til muslimer og hinduer.
Foruden stipendier til skolegang og håndværkeruddannelser støtter ESP også unge med kortere kurser. Få har en computer, men det bliver mere og mere vigtigt for dem at kende til brugen af en pc og at have en basisviden og kunnen. Derfor tilbydes betaling af et seks måneders kursus til elever, der har afsluttet 10. kl. I september begyndte 13 elever på et basis- computerkursus.

Shippra er en skøn pige! Hun er frisk, sjov og står ved sin tro på en meget åben måde. Hun deltog i ungdomskurset i BLC-kirkens regi i februar 2024, hvor de unge mennesker havde et varieret program med bibelundervisning, sang og musik, drama og andre præsentationsformer.

Shippra er pigen til højre
I 2022 mistede Shippra sin storesøster. Søsteren var få måneder før blevet færdiguddannet sygeplejerske, og hendes løn ville betyde en begyndelse på en bedre fremtid for hele familien. Desværre blev søsteren syg, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad hun fejlede. Hun døde efter få uger.
Det var et stort slag og et stort tab for hele familien og for landsbyen. Familien er 2. generations kristne, daglejere og aktive i menigheden, faderen som menighedsleder og moren i kvindearbejdet.
På ungdomskurset fortalte Shippra om søsterens død, tiden derefter og om sin tro. Det havde været utrolig svært at forstå, hvorfor Gud tillod at søsteren døde, når hun nu netop var begyndt at bruge sin uddannelse, hvor hun på flotteste vis var udpeget som den dygtigste. Søsteren havde også været et stort forbillede for sine omgivelser med sin væremåde og sin tro.
Shippra sagde: ”Jeg havde ikke lyst til at tage på kurset. Så mange mennesker…, men min mor fik mig skubbet af sted. Jeg er glad for at være her, og jeg har lært og oplevet, at Gud er hos os uanset, hvad der sker.”
På Shippras facebookside under hendes profilbillede er et kors, og derunder står der ”I love Jesus”.
Shippras største ønske er at blive sygeplejerske, som sin søster. Hun går lige nu i 11. kl., som svarer til 1. HF.
I marts i år var jeg og en kvindemedarbejder fra BLC, Bangladesh Lutheran Church, på besøg i Shippras kirke og landsby. Først deltog vi i et kvindemøde, hvor også nogle få mænd var til stede, og bagefter spiste vi sammen i Shippras hjem på gårdspladsen. Det var bevægende at være sammen med dem og opleve, at de trods alt lagde deres fremtid i Guds hånd.

Projektet ESP har i 2024 været anderledes godt at følge, støtte og leve med i. Alle godkendelser er i hus, NGO-samarbejdet kører, børnene og de unge modtager deres stipendier og går i skole eller er i uddannelse. De to ansatte i SA, Saraswatipur Academy arbejder godt sammen og der er et godt samarbejde med kirken. Trods problemerne i Bangladesh’ styre og usikkerhed med inflation, fornemmer vi optimisme fra vores samarbejdspartner og venner i Bangladesh.
TAK for jeres støtte til at hjælpe børn og unge på vej!
Husk at booke Assist-Banglakids til et møde i de sammenhænge, du kommer 😊
Se mere på http://www.assist-denmark.dk/bangladesh
Med ønsket om en dejlig adventstid sendes de venligste hilsner fra Assist-Banglakids.
