Forebyggende arbejde

”I Sri Lanka er seksuelt misbrug af børn som et isbjerg. Et lille antal bliver rapporteret, men et meget større antal findes i virkeligheden under overfladen”, fortæller Nevedita som er psykolog hos ESCAPE (ses til venstre på billedet ovenfor). Dette er et isbjerg, som Assist drømmer om, at vi kan være med til at smelte. Derfor er det med stor glæde og begejstring at vi kan fortælle, at DMRU i efteråret 2013 har bevilliget 1 million danske kroner til at udvide ESCAPEs forebyggende arbejde.

ESCAPE arbejder benhårdt på at bekæmpe seksuelt misbrug af børn

ESCAPE er den afdeling hos vores samarbejdspartner, LEADS, der arbejder med udsatte børn. ESCAPE er dedikeret til at arbejde med forebyggelse af seksuelt misbrug af børn og behandling af børn, der har været udsat for seksuelle overgreb.

Et af de områder ESCAPE arbejder med er oplysning. Vores samarbejdspartnere fortæller at manglende viden om seksuelt misbrug og hvordan børn kan beskytte sig selv, sætter børn Sri Lanka i en udsat situation med risiko for seksuelle overgreb. ESCAPE tror på at flere børn kan blive beskyttet mod overgreb ved at der skabes øget kendskab til problemet og viden om, hvordan børn og forældre kan være opmærksomme på faresignaler og beskytte sig selv.   

Ny bevilling skal udbrede arbejdet

I Ratnapura, Badulla og Nuwra Eliya vil ESCAPE vil undervise professionelle, der arbejder med børn. De vil lære dem en metode til at undervise børn om, hvordan de kan beskytte sig selv mod seksuelt misbrug. Metoden kaldes Flash Card, da det går ud på at de bruger farverige billeder mens de fortæller en børnevenlig historie. Herigennem bringes budskabet om problemet med seksuelt misbrug af børn på en kulturelt sensitiv måde. Det giver børn en forståelse for deres egne rettigheder, og hvordan de kan sige fra, hvis nogen gør noget mod dem, som de ikke bryder sig om. 

Hvordan gik det?

Projektet blev afsluttet i august 2015, og Assist har fulgt løbende med i, hvordan det gik: 

  • 510 pædagoger og børnehave lærere har modtaget undervisning om forebyggende arbejde
  • 21.741 børn i alderen 2 ½ and 6 år har fået videregivet fortællingen
  • Der er rapporteret 56 tilfælde, hvor børn har været i stand til at undgå overgreb på baggrund af deres nye viden.

Også forældrene viser en øget forståelse for og interesse i at vigtigheden af at beskytte deres børn. Nogle forældre fortæller at de ikke tidligere har været opmærksomme på problemer med overgreb mod børn. Igennem ESCAPEs arbejde er de nu blevet gjort bekendt med problemet, og nu er de opmærksomme og ved, hvad de selv kan gøre for at beskytte deres børn bedre.